PRM / Hvor grønt kører din kommune?

    Pressemeddelelse fra De Danske Bilimportører

    Hvor mange offentligt tilgængelige ladestationer er der i din kommune? Hvor mange år har kommunens biler på bagen, og hvor meget CO2 udleder bilerne, der kører rundt og betjener borgerne? Find svarene i De Danske Bilimportørers nye undersøgelse om kommunernes bilpark.

    De danske kommuners bilflåder består af 92,1% konventionelle biler og 7,9% grønne biler, ifølge en ny undersøgelse foretaget af De Danske Bilimportører i samarbejde med Bilstatistik.dk

    “Det er en politisk prioritet, at flest mulige kilometer på vejene skal køres elektrisk, og salget af elbiler til private stiger måned for måned. Vores nye undersøgelse viser, at der er stor forskel på kommunernes bilflåder når det gælder co2-udledning og sammensætningen af drivmidler”, siger Mads Rørvig, der er direktør i De Danske Bilimportører.

    Stor forskel på kommunernes bilflåder

    Ifølge De Danske Bilimportørers undersøgelse kan det tydeligt ses, når kommunerne beslutter sig for en grøn indkøbsstrategi. Undersøgelsen har fokuseret på kommunernes bilpark, der er indkøbt indenfor de seneste to år. Her indtager de kommunale biler i Tårnby, Rødovre, Samsø og Læsø en fin placering på listen, fordi de næsten ikke udleder CO2, i forhold til kommunerne Skive og Ballerup, der ligger i den modsatte ende af skalaen.

    “Vores undersøgelse viser, at ni ud af ti nyere kommunale biler kører på benzin eller diesel. På vej mod efterårets kommunalvalg ser vi det derfor som et oplagt tema at diskutere, hvilken bilpark man ønsker, og om man har tilstrækkelig med opladere til bilerne i kommunen”, slutter Mads Rørvig.

    Se undersøgelsen her

    ______

    Kilder
    De Danske Bilimportører samarbejder med virksomheden DBI IT A/S om levering af registreringsstatistikker. DBI IT driver en lang række løsninger til bilbranchen, herunder hjemmesiden bilstatistik.dk. For mere information om bilstatistik.dk og DBI IT’s andre tjenester henvises til www.dbi-it.dk.

    www.bilstatistik.dk: Kommunernes bestandsopgørelser, drivmiddelfordelinger samt fun facts. Data er trukket pr. 30. juni 2021. Data er behæftet med mindre usikkerhed grundet mulighed for bagudrettede korrektioner i DMR.

    www.uppladdning.nu: Offentligt tilgængelige ladepunkter. Data er opgjort pr. 23. august 2021. Kun ladepunkter som er tilgængelige uden forudgående aftale er medtaget i statistikken. Uppladdning.nu indhenter tallene direkte fra ladeoperatørerne, men der kan stadig forekomme mindre afvigelser.

    Kontakt:

    Adm. direktør Mads Rørvig tlf.: 30 16 10 04 email: mr@bilimp.dk

    Seniorkonsulent Caroline Høegh-Guldberg email: chg@bilimp.dk

    De Danske Bilimportører

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvor-gront-korer-din-kommune?releaseId=13632637

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **