PRM / Højspændt drama ved DM i Østersåbning på Mors

    Pressemeddelelse fra White Sands Communication

    Gennem mange år har Jesper Knudsen været kongen af østersåbning. Efter årets Danmarksmesterskab kan han fortsætte på tronen efter en spændende finaledyst. Jesper Knudsen havde både flotteste præsentation og hurtigste tid på 2 minutter og 27 sekunder efter at have åbnet de 30 østers.

    Samlet ender vindertiden på 3 minutter og 8 sekunder efter bonus- og strafpoint er talt sammen. Jesper er til daglig køkkenchef ved Siemens/Compass Group. Jesper skal dermed igen repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i den irske by Galway.

    Danmarksmesteren i junior konkurrencen for Østersåbning blev Meklas Majland fra Restaurant Værftet i Struer, som fik en samlet tid på 2 minutter og 42 sekunder efter at have åbnet 15 østers. Det er anden gang at junior-mesterskabet afvikles for at sikre en naturlig fødekæde op til seniorrækken. Årets deltagere viste høj kvalitet og hurtige hænder, hvilket lover godt for fremtiden vurderer dommerpanelet.

    Aarhus har landets bedste champagnesabler
    Vinderen i Champagnesabling 2021 blev Søren Bordye fra Restaurant Klassisk 65 i Aarhus.

    Efter en særdeles tæt og medrivende finale – lykkedes det Søren Bordye at holde nerverne i ro og lade sig hylde, som landets bedste champagnesabler. I finalen stod han overfor et stærkt felt, som blandt andet bestod af den tidligere mester Charlotte Heiselberg fra Tholstrup i København.

    Dommerne forsøgte undervejs at ryste kombetanterne ved at lade dem hugge hoveder af magnumflasker og ændre på antallet af glas, som skulle fyldes op. Det rystede dog ikke deltagerne og feltets niveau imponerede dommerne. Den tætte finale begejstrede de mange publikummer i teltet, som samtidig kunne nyde delikatesser fra lokale gourmetkokke.

    – Jeg er utrolig glad for og meget stolt over, at vi igen kan være værter til danmarksmesterskaberne i Champagnesabling og Østersåbning. Vi har savnet, at kunne hylde Limfjordens delikatesser og med dette arrangement understreger vi endnu engang, at Nykøbing Mors er hele Danmarks Skaldyrshovedstad, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.

    Kontakt:

    Anders Heegaard, Præsident for Kokkeforeningen Danmark- tlf. 2175 0519 – ahe@ucholstebro.dk
    Hans Ejner Bertelsen, borgmester Morsø Kommune – tlf.: 2479 2285 – heb@morsoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hojspaendt-drama-ved-dm-i-ostersabning-pa-mors?releaseId=13632677

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **