PRM / 16 NEXT-elever modtager medaljer foran H.M. Dronningen

    Pressemeddelelse fra NEXT Uddannelse København

    Tirsdag aften på Københavns Rådhus bliver i festens tegn, når årets dygtigste nyuddannede håndværkere hyldes med sølv- eller bronzemedaljer for flotte og veludførte svendeprøveforløb. 16 af medaljetagerne er fra NEXT Uddannelse København.

    De nyuddannede håndværkere og medaljemodtagere fra NEXT tæller både murere, tømrere, snedkere, guldsmede, frisører samt event- og teaterteknikere. De har alle brugt cirka fire år på deres uddannelse, hvor de har skiftet mellem undervisningsforløb på NEXT og praktik hos deres lærepladser.

    Dygtige og fagligt ambitiøse elever

    En af landets dygtigste håndværkere og medaljemodtagere er 25-årige Daniel Gjerding fra Amager, der sidste år gjorde sin uddannelse som murer færdig på NEXT Uddannelse København. Han er spændt på fejringen foran H.M. Dronningen samt kendisser såsom Susanne Bier, Jussi Adler-Olsen og Bertel Haarder, der alle er tildelt titlen Æreshåndværker.

    “Det er ikke hver dag, man får lov til at møde Dronningen og blive fejret på Rådhuset, så i mine øjne er det en stor ting. Jeg havde ikke regnet med at få en medalje for svendeprøven. Da jeg så, at der stod 10-12 i mit svendebrev, blev jeg lidt chokeret. Jeg har altid været ambitiøs omkring mit fag, men jeg kan også takke mine undervisere og kolleger for, at jeg har lært så meget,” siger Daniel Gjerding.

    Praktiske fag har enorm værdi

    For Ole Heinager, Administrerende direktør hos NEXT Uddannelse København, er det vigtigt, at de erhvervsuddannede fejres, og vi som samfund understreger værdien af de praktiske fag.

    “Der er et kæmpe behov for, at flere tager en håndværksfagliguddannelse. Derfor gør det mig også enormt glad og stolt, når vores elever er blandt Danmarks mest talentfulde håndværkere og måske kan inspirere andre til at overveje håndværksuddannelserne,” siger han.

    Traditionen med at uddele medaljer går helt tilbage til 1867, og dengang som nu, er målet at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Ud over medaljer vil der også blive uddelt legater fra virksomheder, laug og fonde til en værdi af 1,1 millioner kroner. De unge håndværkere, der får medalje og legater, er indstillet af de københavnske laug og har taget deres svendeprøve på hovedstadsområdets erhvervsskoler.

    Medaljeuddelingen arrangeres af Håndværkerforeningen i samarbejde med NEXT Uddannelse København og TEC.

    Kontakt:

    Pressekonsulent hos NEXT Uddannelse København Cathrine Saltbæk Tverskov email: cst@nextkbh.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/16-next-elever-modtager-medaljer-foran-hm-dronningen?releaseId=13632012

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **