PRM / Rigshospitalet og BII skal spotte og udvikle fremtidens sundhedsløsninger

    Pressemeddelelse fra Bioinnovation Institute

    Med indblik i dagligdagen på et hospital og en dyb forståelse af patienternes behov, er sundhedsansatte et naturligt omdrejningspunkt for nytænkning af praksis. Det er dog de færreste, der vælger at forfølge rejsen fra idé til udvikling og implementering af nye metoder og produkter, da det er ekstremt tidskrævende, ofte kræver store investeringer og et tæt samarbejde med en række eksterne partnere.

    Rigshospitalets Innovationscenter vil sætte strøm til denne proces ved at invitere nye samarbejdspartnere tættere på det kliniske udviklingsarbejde, og sikre at sundhedspersonalet får den optimale innovationshjælp til at komme videre med de løsninger, der har det største potentiale.

    “Åben hospitalsdrevet innovation har længe været et missing link i udvikling af nye sundhedsløsninger i Danmark. Vi vil hjælpe med at sætte strøm til rejsen fra forskningsresultater til reelle nye sundhedsprodukter, så vi når hurtigere frem til at gøre en forskel for patienterne. BII er et af de helt stærke programmer i Danmark, som har midler og erfaring til at hjælpe med denne rejse,” siger Henning Langberg, Innovationschef på Rigshospitalet.

    En af kerneopgaverne i det nye samarbejde mellem BII og Rigshospitalet bliver at spotte og hjælpe de projekter og ideer, der kan omsættes til produkter udviklet af nye life science-virksomheder. Det vil være til stor gavn for især det danske samfund, mener administrerende direktør på BioInnovation Institute, Jens Nielsen.

    “Der er en stor viden og innovationskraft hos fagpersoner på Rigshospitalets klinikker. Vi oplever ofte, at de har gode innovative ideer og stor faglig ekspertise, men at de mangler indblik og hjælp med forretningsudvikling og kapital til den kommercielle rejse. Vi er derfor meget forventningsfulde ved samarbejdet med Rigshospitalet, hvorigennem vi kan hjælpe klinikere med at bringe flere innovative produkter på markedet til gavn for patienter og sundhedspersonale.”

    Nødvendigt med smartere løsninger

    Rigshospitalet har høje ambitioner om fortsat at være et af de førende innovative hospitaler i verden. Her er det afgørende at fokusere på innovation og tænke i endnu smartere løsninger for at løse både nuværende og fremtidige udfordringer i sundhedssektoren.

    “Som hele landets højt specialiserede hospital har Rigshospitalet en forpligtelse til at gå forrest. Ambitionen med at skabe et innovationsmiljø på hospitalet er, at sikre at vores kliniske praksis er i konstant udvikling, og at vi går forrest med de nyeste behandlingsmetoder til gavn for patienter og personale, siger hospitalsdirektør på Rigshospitalet, Per Christiansen

    Drager fordel af ‘naboskab’
    Med en beliggenhed nærmest klos op ad hinanden øjner BII og Rigshospitalet samtidig en enestående mulighed for at skabe et innovationsmiljø i absolut topklasse i området omkring Copenhagen Science City. Det forventes blandt andet, at der gennem samarbejdet kan optages projekter fra klinikere i BII’s programmer, og at der vil blive etableret en række fælles initiativer i form af seminarer, workshops og konferencer. Initiativerne skal danne grundlag for, at endnu flere ideer i fremtiden kan få mulighed for at spire og blive bragt på markedet til gavn for mennesker og samfund.

    BII har allerede oprettet en række programmer med relevans for klinikere og ansatte i sundhedssektoren.

    Læs mere om BII’s Faculty-program (BII – BioInnovation Institute Faculty)

    Læs mere om Venture Lab-programmet (BII – Venture Lab Helps Accelerate Your Project

    Kontakt:

    Presseansvarlig Casper Linnemann tlf.: 41727994 email: cli@bii.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rigshospitalet-og-bii-skal-spotte-og-udvikle-fremtidens-sundhedslosninger?releaseId=13631206

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **