PRM / Landsholdsstjerne hjælper Hvidovre-tipper til at vinde 1 million

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Neglene er formentlig blevet bidt ned til rødderne i et hjem i Hvidovre klokken lidt over otte lørdag aften.

    Det var nemlig på det tidspunkt, at kampen mellem Liverpool og Chelsea skulle afgøres, og det var ret væsentligt for en tipper fra københavnerforstaden, at den netop IKKE blev det.

    – Han sad med 12 rigtige på sit system, da kun Liverpool-Chelsea manglede. Her skulle tipperen bruge et X og måtte igennem nogle nervepirrende timer, siger Søren Marschall Augustesen, der er Tips-ansvarlig i Danske Spil.

    Især de sidste minutter var nervepirrende, for hjemmeholdet Liverpool pressede på for at få det afgørende mål.

    – Samtidig havde Chelsea fået en mand udvist, men Chelsea med Andreas Christensen som forsvarsstyrmand red stormen af, siger Søren Marschall Augustesen.

    Så kampen sluttede 1-1, og tipperen kunne lade jublen bryde løs.

    De 12 første kampe på kuponen blev nemlig spillet klokken 16 og var som sagt alle gået hjem. Og så sørgede Danske Spils milliongaranti i tips-13 for, at tipperen vandt 1 million kroner.

    Nu kan tipperen fra Hvidovre så sende en kærlig tanke til landsholdsspilleren Andreas Christensen, der også havde sin gang på den københavnske vestegn, nemlig i ungdomsafdelingen i Brøndby IF, inden han skiftede til Chelsea.

    Blandt de andre forudsigelser var uafgjort i Newcastle-Southampton, West Ham-Crystal Palace og Aston Villa-Brentford.

    Tipperen havde udfyldt sin kupon online og investeret 133 kroner i tipssystemet U 11-0-133.

    For yderligere info:
    -Michael Ørtz Christiansen, presserådgiver i Danske Spil, mail: mioc@danskespil.dk, tlf: 61334230
    -Søren Marschall Augustesen, Tips-ansvarlig i Danske Spil, sma@danskespil.dk, tlf: 29455180

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landsholdsstjerne-hjaelper-hvidovre-tipper-til-at-vinde-1-million?releaseId=13629821

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **