PRM / Port of Roenne A/S er valgt som udskibningshavn for havmølleparken Baltic Eagle  

    Pressemeddelelse fra Port of Roenne A/S

    Iberdrola og Vestas har indgået en kontrakt om levering af 50 enheder af havvindmøllen V174-9,5 MW til Baltic Eagle-projektet beliggende i tysk farvand 40 km vest for Bornholm i Østersøen.

    Alle 50 vindmøller vil i 2024 blive formonteret og installeret ud af Rønne Havn, som dermed igen har kunnet udnytte Bornholms unikke geografiske beliggenhed.

    Med en kapacitet på 476,25 megawatt (MW) og spredt over et 40 km2 stort område er Baltic Eagle Iberdrolas andet store tyske offshore-projekt efter den vellykkede færdiggørelse af den 350 MW store Wikinger havmøllepark i 2017.

    Baltic Eagle vil oprette forbindelse til Lubmin-transformerstationen gennem to nyoprettede HV-kabler. Wikinger og Baltic Eagle vil tilsammen være det største gruppering af havvindmøller i Østersøen med over 826 MW fælles installeret kapacitet og en samlet investering på omkring 2,5 mia. EUR.

    Parkerne vil producere nok energi til at dække 45 procent af det samlede elforbrug i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Samtidig vil parken mindske udledning af op imod 1,65 mio. ton CO2 om året. Baltic Eagle vil alene nedbringe CO2 emissionen med ca. en mio. ton.

    Administrerende direktør i Port of Roenne A/S, Thomas Bendtsen, er begejstret for aftalen, der understreger Port of Ronne A/S’ konkurrenceevne som en attraktiv installationshavn for havmølleparker i Østersøen.

    “Det er meget positivt, at Iberdrola og Vestas har valgt Rønne Havn som installationshavn for Baltic Eagle-projektet. Det understreger, at vores ydelser er konkurrencedygtige og vi lykkedes med ambitionen om at blive den mest attraktive havn i Østersøen for udskibning af vindmøller. Vi vil forsætte med løbende at gennemføre initiativer, der kan forbedre de tjenester, vi tilbyder vores kunder på markedet,” siger Thomas Bendtsen.

    Om Iberdrola

    Iberdrola er et af verdens største energiselskaber og førende inden for vedvarende energi. Selskabet leverer energi til næsten 100 millioner mennesker, ligesom Iberdrola arbejder med vedvarende energi, netværk og kommercielle aktiviteter i Europa (Spanien, Storbritannien, Portugal, Frankrig, Tyskland, Italien og Grækenland), USA, Brasilien, Mexico og Australien. Som vækstplatform er Iberdrola også til stede på markeder som bl.a. Japan, Irland, Sverige og Polen.

    Om Vestas

    Vestas er en global partner inden for bæredygtige energiløsninger. Virksomheden designer, fremstiller, installerer og servicerer vindmøller over hele kloden, og med mere end 132 GW vindmøller i 83 lande har Vestas installeret mere vindkraft end nogen anden virksomhed.

    Om Port of Roenne A/S

    Port of Roenne A/S er Bornholms erhvervshavn med færgeruter til Sverige, Danmark og Tyskland. I 2020-21 blev installationen af Kriegers Flak, Danmarks største havmøllepark, udført ud af havnen i Rønne. I 2022 vil det tyske projekt Arcadis Ost bruge havnefaciliteterne. Forventningerne er også, at Rønne Havn kommer til at spille en afgørende rolle i realiseringen af den kommende energiø på Bornholm, der forbinder Danmark, Polen, Tyskland og Sverige med strøm.

    Fotos: MHI VESTAS

    Kontakt:

    Jesper Jürgensen, kommunikationschef, Port of Roenne A/S, 3065 2950

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/port-of-roenne-as-er-valgt-som-udskibningshavn-for-havmolleparken-baltic-eagle-?releaseId=13629251

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **