PRM / Helt ny daginstitution står inden længe klar i Vanløse

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

    Snart slår en ny daginstitution dørene op i Vanløse, hvor der er behov for mere kapacitet og pladser til den voksende børneflok i bydelen. Der er plads til otte børnegrupper fordelt på 48 vuggestuepladser og 88 børnehavepladser. Daginstitutionen har haft tidlig opstart i midlertidige lokaler og kan nu glæde sig til at flytte ind i nybyggede rammer.

    Byggepladsen skiller sig ud, da den indgår som pilotprojekt i Københavns Kommunes arbejde med bæredygtighed. På byggepladsen anvendes bl.a. fossil- og emissionsfrie arbejdsmaskiner for at nedbringe CO2-udledningen i kommunens byggerier. Det har allerede kastet resultater af sig, da arbejdsmaskinerne på el ikke udleder CO2, og de maskiner, der benytter biodiesel, har reduceret CO2-udledningen med 85 procent.

    Overborgmester Lars Weiss (S) glæder sig over, at et nyt børnehus er på vej, og at byggeprocessen samtidig er miljøvenlig:

    “Der bliver flere og flere Vanløse-børn, og derfor skal vi sikre moderne, trygge pasningsmuligheder til familierne i bydelen. Jeg glæder mig til at se huset tage form. Og så er det fantastisk, at byggepladsen arbejder med klimavenlige arbejdsmaskiner, så CO2-udledningen er kraftigt reduceret. Det er godt for den grønne omstilling i byggeriet, godt for københavnerne og betyder mere ren luft og mindre støj i byen”.

    Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) er enig:

    “Fra mig skal lyde et stort tillykke til de børn, forældre og medarbejdere, der snart kan tage den nye daginstitution i brug. Det bliver så godt. Som børne- og ungdomsborgmester er jeg meget glad for, at man går nye klimavenlige veje i byggeriet. Det er vigtigt – ikke mindst af hensyn til byens yngste – at vi tænker i bæredygtige løsninger.”

    Daginstitutionen MUNDI på Klitmøllervej 20 i Vanløse forventes at stå færdig til indflytning i december 2021.

    Kontakt

    Yderligere information samt kontakt til overborgmester Lars Weiss via kommunikationskonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw, tlf. 26 13 65 49.

    Kontakt til børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen via pressekonsulent Jørgen Bredvig Skadhede, tlf. 51 94 73 21.

    Fakta

    • Rejsegilde (udskudt pga. corona) på daginstitutionen MUNDI, Klitmøllervej 20, Vanløse, onsdag 18. august 2021.
    • Byggeprojektet er en nybygget daginstitution med plads til otte børnegrupper fordelt mellem 48 vuggestuebørn og 88 børnehavebørn.
    • Nybygningen er på 1563 m2 og etableres på Klitmøllervej 20 på et areal ved Vanløse Idrætspark, som ikke tidligere har været anvendt.
    • Københavns Kommune har afsat 200.000 kr. til at prioritere de nye, CO2-besparende tiltag på byggepladsen.
    • Byggeri København bygger for ca. tre mia. kr. hvert år, og omlægning til mere bæredygtigt byggeri har derfor et kæmpe klimapotentiale.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/helt-ny-daginstitution-star-inden-laenge-klar-i-vanlose?releaseId=13628957

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **