PRM / Tilfredsstillende sommeroptag på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er godt for dansk erhvervsliv

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Sommerens rekordoptag på de videregående uddannelser er på flere områder godt nyt for dansk erhvervsliv.

    Optaget på STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering og Mathematics) svarer nogenlunde til optaget i 2020 – som var ekstraordinært højt, da en række af pladserne i COVID-uddannelsesaftalen netop gik til institutioner med STEM-uddannelser, og det var derfor forventeligt, at tallet for 2021 var lidt lavere end for 2020. Tallet er dog højere end i 2019 – og samtidig er det positivt, at kvinders andel af de optagne tilmed er stigende.

    For uddannelsen til elinstallatør er der en flot stigning i optaget på 26 procent fra 2020 til 2021. Der er rift om de færdiguddannede elinstallatører, så TEKNIQ Arbejdsgiverne ser gerne, at optaget kommer endnu højere op i de kommende år. Desværre er der samtidig et fald i optaget til vvs-installatør på 14 procent i årets optag.

    For maskinmesteruddannelsen er der tale om en beskeden stigning i optaget på 1 procent fra 2020 til 2021. Dette følger dog i forlængelse af den flotte stigning sidste år på 18 procent.

    For erhvervsakademiuddannelserne til produktionsteknolog og Automation & drift er der desværre et fald i årets optag. Ærgerligt, da der netop i Produktionsdanmark i den grad er brug for højtuddannede og kompetente medarbejdere.

    “Det danske samfund og vores virksomheder har behov for flere dimittender med tekniske kompetencer til arbejdet med hele den grønne omstilling, omstillingen til bæredygtig produktion og den generelle håndtering af den teknologiske og digitale udvikling. Derfor skal vi have endnu mere fokus på at tiltrække gode og motiverede folk til disse uddannelser,” siger Jørgen Prosper Sørensen, uddannelsespolitisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    De ansøgere, som i første omgang har fået afslag på deres drømmeuddannelser, opfordrer man hos TEKNIQ Arbejdsgiverne til at kigge på nogle af de tekniske uddannelser, hvor der fortsat er ledige pladser. Det er for eksempel uddannelserne til maskinmester, produktionsteknolog og vvs- og elinstallatør. TEKNIQ Arbejdsgiverne hilser derfor med tilfredshed velkomment, at gruppen af afviste kvalificerede ansøgere i år vil blive kontaktet direkte og blive tilbudt vejledning af Studievalg Danmark om deres muligheder.

    “For disse uddannelser gælder det, at der er mulighed for karrierer med gode job, da der generelt er stor efterspørgsel på veluddannede i branchen. Man har for eksempel med en uddannelse som el- eller vvs-installatør gode kort på hånden, hvis man vil arbejde selvstændigt som ansat inden for faget, eller hvis man ønsker at starte eget firma,” siger Jørgen Prosper Sørensen og fortsætter:

    “Det er samtidig vigtigt, at regeringen og Folketinget i den kommende tid sætter fokus på hele efter- og videreuddannelsesområdet for at fremme livslang læring. Vi står overfor et anderledes arbejdsmarked efter Corona-krisen, og der er konstant behov for, at man i f.eks. metalindustrien og installationsbranchen hele tiden opkvalificeres til den hastige teknologiske udvikling.”

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Jørgen Prosper Sørensen, uddannelsespolitisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil 28 51 71 25.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tilfredsstillende-sommeroptag-pa-de-tekniske-og-naturvidenskabelige-uddannelser-er-godt-for-dansk-erhvervsliv?releaseId=13627193

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **