PRM / Danske boligpriser steg næstmest i EU under COVID-19

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Boligpriserne stiger, og det gør de ikke kun i Danmark. Alligevel havde Danmark de næsthøjeste prisstigninger i EU i 2020.

    Det viser de nyeste tal fra det internationale boligprisindeks House Prices Indeks (HPI), som opgøres af medlemslandene og offentliggøres af EU’s statistikorganisation Eurostat.

    I første kvartal 2021 steg boligpriserne med 6,1% i EU i gennemsnit sammenlignet med samme kvartal året før. Det er den højeste årlige stigning for EU siden tredje kvartal 2007. I Danmark steg priserne i samme periode med 15,3 pct.

    “Boligpriserne steg markant i Danmark fra 1. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021 sammenlignet med de resterende EU-lande. Kun Luxembourg havde større prisstigninger. Lande, som vi normalt sammenligner os med, havde mindre stigninger end Danmark. For eksempel steg boligpriserne i Sverige med 7,2 pct. i perioden, mens Norge havde stigninger på 9,7 pct.,” siger Jakob Holmgaard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.

    Figur 1: EU-harmoniserede boligprisindeks i EU-lande samt andre udvalgte lande, årlig procentvis ændring fra 2020K1 til 2021K1

    Figur 1_EU_boligpriser

    Note: Ovenstående viser EU-lande, gennemsnittet for EU + EFTA-landene Island, Norge og Schweiz. Grækenland er som det eneste EU-land ikke med i opgørelsen, men til beregning af EU-aggregatet (EU-27) beregner Eurostat et skøn for Grækenland baseret på oplysninger fra den nationale centralbank. Kilde: Eurostat database.

    Faktaboks: Boligprisindekset (House Price Index, HPI)

    • Boligprisindekset viser prisændringer på boligejendomme købt af husholdninger (lejligheder, huse, rækkehuse, sommerhuse), både nybyggede og eksisterende, uafhængigt af deres endelige brug og uafhængigt af deres tidligere ejere.
    • Boligprisindekset beregnes i regi af det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks.
      Kilde: Eurostat.

    Boligpriserne steg mest i Luxembourg

    EU-landet med de største stigninger fra 1. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021 var Luxembourg med stigninger på 17 pct.

    “Stigningen i Luxembourg hænger især sammen med lokale markedsforhold, såsom høj boligefterspørgsel, lavt boligudbud, stigning i befolkningstallet samt stor købekraft blandt befolkningen,” siger Jakob Holmgaard.

    Cypern havde som det eneste land et fald i boligpriserne i perioden, mens lande som Spanien, Rumænien, Italien og Slovakiet så stigninger på 1-2 pct.

    Udviklingen i boligpriserne i Danmark har længe været højere end i EU

    I årene umiddelbart efter finanskrisen fra 2010 til 2013 fulgtes udviklingen i de danske boligpriser pænt ad med EU-gennemsnittet. Men det ændrede sig:

    “Siden 2013 er de danske boligpriser steget mere end EU-gennemsnittet. Specielt under COVID-19 er de danske boligpriser steget markant mere end i EU-gennemsnittet”, siger Jakob Holmgaard.

    Figur 2: EU-harmoniserede boligprisindeks i EU og Danmark, indeks (2010 = 100)

    Figur 2_EU_boligpriser

    Kilde: Eurostats database

    Antallet af bolighandler steg i mange lande

    En anden måde at belyse situationen på boligmarkedet under COVID-19 på er ved at se på antallet af bolighandler. Her viser tallene fra Eurostat også en øget aktivitet.

    Eurostat opgør kun antallet af bolighandler for 12 EU-lande. Antallet af boligtransaktioner steg i 9 ud ad 11 lande i 1. kvartal 2021 sammenlignet med 1. kvartal 2020. Polen har endnu ikke har indset data for 1. kvartal 2021.

    Antallet af handler faldt kun i Slovenien (-11,2 pct.) og Irland (-6,9 pct.) i 1. kvartal 2021 sammenlignet med 1. kvartal 2020, mens Irland, Portugal, Ungarn, Luxembourg, Bulgarien, Finland og Frankrig oplevede stigninger i perioden. Stigningerne var størst i Belgien med 54,1 pct. og i Danmark med 47,5 pct. sammenlignet med samme kvartal året før.

    “Danmark og Holland havde som de eneste af landene stigninger i antallet af transaktioner i alle fire kvartaler i 2020 sammenlignet med året før, mens Slovenien og Belgien havde fald i alle fire kvartaler i 2020 sammenlignet med året før,” siger Jakob Holmgaard.

    Belgien ændrede reglerne for beskatning af realkreditlån i januar 2020, og det kan ifølge Eurostat delvist forklare stigningen i 4. kvartal 2019 efterfulgt af et kraftigt fald på 29,3 pct. i første kvartal 2020. Den årlige stigning på 54,1 pct. i første kvartal 2021 er også relateret til det meget lave tal for første kvartal 2020.

    Tabel 1: Udvikling i antallet af boligtransaktioner, årlig procentvis ændring i forhold til samme kvartal året før. Sorteret efter udviklingen i 2021Q1

    Tabel 1_EU_boligpriser

    Anm. Eurostat opgør antallet af bolighandler for 12 EU-lande, dog har Polen endnu ikke indsendt data for 2021Q1.

    Kilde: Eurostats database


    Læs mere om udviklingen på det danske boligmarked i 2020 her.

    Forskellig sæson i boligsalget blandt udvalgte EU-lande

    Ud af de 12 lande, som har leveret data om antallet af transaktioner, er der forskel på i hvilket kvartal boligsalget topper, når vi kigger på gennemsnittet for perioden fra 2015-2020.

    Salget er ofte højest i enten andet, tredje eller fjerde kvartal. I Danmark, Finland, Frankrig og Ungarn er salget højest i andet og tredje kvartal. I Irland, Luxembourg, Nederlandene, Portugal og Slovenien er salget højest i fjerde kvartal. Kun i Polen topper salget om vinteren i 1. kvartal.

    Se andelen af boligtransaktioner i figuren herunder:

    Figur 3: Andel boligtransaktioner for hvert kvartal, gennemsnit 2015 – 2020.

    Figur 3_EU_boligpriserAnm: Figuren viser et gennemsnit over andelen af boligtransaktioner i hvert kvartal for perioden 2015-2020. For eksempel blev 28 pct. af Nederlandenes samlede bolighandler foretaget i 4. kvartal gennemsnitligt fra 2015-20. På grund af afrunding summer tallene ikke nødvendigvis helt til 100 inden for hvert land.

    * Gns for 2016 – 2020.

    ** Gns for 2017 – 2020.

    Kilde: Eurostats database.

    Du kan læse mere om sæson på det danske boligmarkedet i denne DST-analyse.

    Kontakt:

    Data til denne artikel er leveret af Jakob Holmgaard, som du kan kontakte på JHO@dst.dk eller 39 17 31 24, hvis du har spørgsmål til artiklen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-boligpriser-steg-naestmest-i-eu-under-covid-19?releaseId=13627059

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **