PRM / Nyt udbrud af fugleinfluenza i sønderjysk besætning med 38.000 høns

    Pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen

    Et usædvanligt stort antal døde høns førte søndag til, at Fødevarestyrelsen udtog prøver fra den 38.000 store hønsebesætning ved Iller i Sønderborg kommune, og sendte dem til analyse hos SSI. Prøveresultaterne viste mandag, at besætningen er ramt af fugleinfluenza, og de nærmeste dage rykker Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen ud for at aflive hele besætningen.

    Udbruddet er det første siden den 21. april, hvor 19.000 gæs og ænder fra Vinderup i Vestjylland blev ramt af fugleinfluenza.

    - Det er ærgerligt, at vi nu igen finder fugleinfluenza på dansk jord, for det er kun ca. 4 uger siden Danmark blev erklæret fri for fugleinfluenza efter et halvår med usædvanligt mange udbrud. Det nye udbrud kommer uventet, for de store fugletræk er ovre for længst. Det er endnu for tidligt at sige noget om smittekilden, dette er vi ved at se nærmere på, siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsen.

    Alle ejere af besætninger med fugle og fjerkræ bør have særligt fokus på smittebeskyttelse for at undgå at slæbe potentiel smitte ind fra deres nærmiljø.

    Den smittede besætning er underlagt offentligt tilsyn og bliver aflivet for at forhindre yderligere smittespredning. Samtidig har Fødevarestyrelsen oprettet en 3 og en 10 km bekæmpelseszone, hvor det nu er forbudt at sælge eller flytte æg, høns og andre fugle, med mindre man får en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. I tre km-zonen skal alle fjerkræejere registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.

    Så længe der er tale om et lokalt og isoleret udbrud slipper landets hønse- og fjerkræejere for igen at skulle holde sine dyre inde eller overdækket med net eller fast tag, sådan som det har været et krav fra november til 29. maj.

    Fodring og vanding af fjerkræ skal dog altid ske indendørs eller under fast tag for at forhindre, at vilde fugle kommer i kontakt med foder og vand, og hvor de kan bringe smitte ind i fugleholdet.

    Siden november 2020 har Fødevarestyrelsen fundet 16 udbrud af fugleinfluenza i store og små besætninger. Mere end 155.000 høns, ænder og andre fugle er aflivet for at forhindre yderligere smitte. Hertil kommer det nye udbrud med ca. 38.000 høns.

    Fødevarestyrelsen overvåger stadig situationen nøje, og er klar til at hæve trusselsniveauet om nødvendigt.

    Finder du en død fugl i naturen, som du tror kan være død af fugleinfluenza, kan du melde fundet til Fødevarestyrelsen på app'en Fugleinfluenza Tip.

    Yderligere oplysninger

    Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressevagt på 22 84 48 34.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-udbrud-af-fugleinfluenza-i-sonderjysk-besaetning-med-38000-hons?releaseId=13625866

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **