PRM / 30 millioner kroner i rabat til Næstved, Faxe og Vordingborg

    Pressemeddelelse fra Andel

    Det er Andels folkevalgte repræsentantskab, der har besluttet, at der i år skal være en ekstraordinær og kontant fordel ved at være andelshaver.

    Jens Stenbæk, bestyrelsesformand i Andel, uddyber:

    - Som andelshavere kan vi være stolte af vores investeringer i ladestandere til elbiler, udrulning af fibernet og mere produktion af vedvarende energi. Derudover har repræsentantskabet besluttet at styrke den helt nære og konkrete andelshaverværdi gennem denne rabat, fortæller han og understreger, at det netop er en af værdierne ved at være andelshaver i et andelsselskab:

    - En anden værdi som andelshaver, er den demokratiske indflydelse på, hvordan Andel bedst bidrager til den grønne og digitale omstilling i regionen.

    Rabatten gives ved at netselskabet Cerius, der ejer og driver elnettet, undlader at opkræve betaling for at transportere strømmen i 2021.

    400 millioner i alt

    Samlet set givers der en rabat til alle andelshavere i 2021 på 400 millioner kroner.

    For en typisk familie på fire personer i en villa, kan besparelsen nærme sig små 1000 kroner i løbet af året, mens en mindre lejlighed vil få en besparelse på knap 500 kroner.

    For butikker, børnehaver, gartnerier, landbrug og alle andre virksomhedstyper kan besparelsen svinge fra få tusinde kroner til mere end 50.000 kroner om året afhængig af elforbruget.

    - Når der samlet set bliver frigjort 400 millioner kroner i løbet af året, vil det skubbe den regionale vækst og udvikling et lille skridt i den rigtige retning, konstaterer Jens Stenbæk.

    Rabatten gives automatisk via elregning til alle andelshavere i Andel. Du er automatisk andelshaver, hvis du bor, har sommerhus eller driver virksomhed i Cerius' forsyningsområde, som dækker det meste af Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne.

    Fakta om Andels repræsentantskab

    Andels repræsentantskabs vælges af selskabets 400.0000 andelshavere.

    Repræsentantskabets vigtigste opgave er at repræsentere alle andelshavere og følge og drøfte den løbende udviklingen i virksomheden, energisystemet og den grønne omstilling af vores samfund. Det er desuden repræsentanterne, der vælger Andels bestyrelse.

    Der er i dag 141 repræsentanter, og de har alle mulighed for at stille op til valg i Andels bestyrelse.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/30-millioner-kroner-i-rabat-til-naestved-faxe-og-vordingborg?releaseId=13625022

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **