PRM / Landsdækkende stafet og økologisk inspirationsrejse for professionelle køkkener

    Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

    Den bæredygtige omstilling åbner for et helt nyt gastronomisk sprog og for en ny, spændende økologisk dagsorden i de professionelle køkkener. Hvordan sproget skal udvikles, smagen skal udfordres og kreativiteten skal udfolde sig, kan køkkenprofessionelle i hele Danmark få meget mere input til, når Økologisk Landsforening og Kost & Ernæringsforbundet inviterer til netværksstafet i fem danske byer fra midten til slutningen af august.

    “Vi samler en perlerække af spændende oplægsholdere og lokale producenter, som vil inspirere med deres ideer til, hvordan man som professionel kommer videre med den bæredygtige og økologiske omstilling både på tallerkenen og i tankesættet,” forklarer Torben Blok, som er markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening.

    Med gennem hele landet er kok, restaurantejer og TV-vært, Adam Aamann i front for en dialog med deltagelse af bl.a. repræsentanter fra Kost & Ernæringsforbundet om, hvordan de køkkenprofessionelle kan være med til at skubbe yderligere til den bæredygtige omstilling. Madkunstner Mette Martinussen og kok Liselotte Gregers Andersen fra KEN Storkøkken inviterer på både frokost og kagebord, hvor økologiske bælgfrugter spiller en hovedrolle. Ved hvert stafetstop vil deltagerne desuden kunne møde lokale økologiske ildsjæle, der brænder for det grønne og bæredygtige køkken.

    Netværksstafet for fremtidens økologiske køkken foregår på Comwells hoteller, som også er samarbejdspartner på arrangementerne. Kokke og hotelchefer deltager lokalt med oplæg om, hvordan en af landets største hotelkæder bruger økologi og bæredygtighed i hverdagen.

    Tirsdag d. 17. august skydes stafetten i gang på Comwell i Aalborg. Herefter følger Aarhus d. 19. august, Kolding d. 24. august, Køge d. 26. august og afsluttes i København på Comwell Copenhagen Portside d. 31. august. Arrangementet er henvendt til køkkenprofessionelle i både den private og offentlige sektor. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.


    Læs mere herom på: https://okologi.dk/vi-tilbyder/arrangementer/

    Kontakt:

    Torben Blok, markedschef for Foodservice, Økologisk Landsforening
    Telefon: 29 61 69 34 Mail: tob@okologi.dk

    Vivienne Kallmeyer, pressemedarbejder, Økologisk Landsforening
    Telefon: 25 42 93 02 Mail: vk@okologi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landsdaekkende-stafet-og-okologisk-inspirationsrejse-for-professionelle-kokkener?releaseId=13624890

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **