PRM / Vejen til mindre oksekød afhænger af, hvilken type du er i køkkenet

    Pressemeddelelse fra Madkulturen

    7 ud af 10 danskere mener, det er vigtigt, at vi ændrer madvaner i en mere bæredygtig retning for at bekæmpe klimaforandringer, og de officielle kostråd anbefaler os at spise mindre kød. Men det er en anbefaling, danskerne har rigtig svært ved at omsætte til handling ved køledisken og i køkkenet: 31 pct. af danskernes aftensmåltider indeholder oksekød, viser Madkulturens årlige befolkningsundersøgelser, og oksekød spiller oftere en hovedrolle i måltidet end andre kødtyper.

    Men hvorfor er danskerne så vilde med oksekød - og hvad kan få os til at skrue ned for forbruget? En ny rapport fra Madkulturen, støttet af Kvægafgiftsfonden, undersøger danskernes forhold til oksekød og kommer med anbefalinger til, hvad der kan motivere danskerne til at spise mindre af det røde kød.

    Sammen om at halvere forbruget af oksekød

    Oksekød er for mange et trygt og sikkert valg, både til traditionelle retter, børnevenlig hverdagsmad og gæstemad i weekenden.

    "Oksekødet har indtaget en meget central rolle i vores madkultur. Hvis vi skal mindske vores indtag af oksekød markant, skal vi ikke pege fingre ad hinanden. Det handler i stedet om at få danskerne til at se et bæredygtigt forbrug af oksekød som noget positivt og tilfredsstillende snarere end som et spørgsmål om afsavn og klimaskam," fortæller Judith Kyst, direktør i Madkulturen.

    I den nye undersøgelse defineres et mere bæredygtigt forbrug af oksekød ved, at den enkelte dansker halverer sit forbrug, samtidig med, at det resterende forbrug af oksekød tager hensyn til miljø, natur, dyrevelfærd og biodiversitet i produktionen samt bidrager til et mere bæredygtigt fødevaresystem.

    Gevinster ved mindre oksekød

    Danskerne har forskellige tilgange til madlavning og madvaner - og overordnet kan danskerne inddeles i fire forskellige madlavningstyper, lige fra 'den uengagerede', der ofte vælger færdigretter, til 'den entusiastiske' der gerne pisker bearnaisen fra bunden. Typerne lægger vægt på noget forskelligt i madlavningen og kan motiveres af forskellige fordele ved at spise mindre oksekød.

    "For den lidt ældre, entusiastiske hjemme-kok kan mindre kød betyde bedre, lidt dyrere kød. Når de skal skrue ned på oksekødet, foretrækker de at finde retter med andre kødtyper, fx fisk, eller deciderede vegetarretter. Andre, der er udfordret af fx tiden i køkkenet, skal i stedet måske lære at justere på de børnevenlige hverdagsretter, så det bliver nemmere at skrue ned for kødet i hverdagen", forklarer Judith Kyst.

    "Fælles for rigtig mange af os danskere er, at vi har brug for lidt hjælp og vejledning - både til at skære ned på oksekødet i den enkelte ret, hvor kødet tit spiller hovedrollen, og til at reducere andelen af måltider med oksekød. Hvis det skal lykkes, skal både producenter, detailhandel, professionelle køkkener og den enkelte dansker støtte op", mener Judith Kyst.

    De fire madlavningstyper

    Kilde: Madkulturen

    Hvilken type er du i køkkenet?

    Entusiast

    Du interesserer dig for madlavning og har overskud til at folde dig ud i køkkenet. Du sætter pris på velsmag og gode råvarer og vil gerne eksperimentere.
    Dækker 21% af danskerne. Overvægt af ældre og af folk med en videregående uddannelse og en høj indkomst.

    Udfordret

    Du vil gerne spise bæredygtigt og evt. økologisk og foretrækker at lave din mad fra bunden, fordi det er sundere, billigere og smager bedre. Men du har svært ved at leve op til idealet i en travl hverdag og mangler måske den nødvendige erfaring i køkkenet.

    Dækker 35% af danskerne. Overvægt af unge og voksne under 50 år samt af børnefamilier, studerende og folk med en lav indkomst.

    Rutinepræget

    Du vil gerne servere sund, varieret og billig mad. Men madlavningen interesserer dig ikke så meget i sig selv og skal derfor overstås så rationelt som muligt. Dine livretter er danske retter med meget kød, og du går ikke så højt op i, om det er bæredygtigt.

    Dækker 23% af danskerne. Overvægt af ældre og pensionister, der bor sammen med andre, men uden hjemmeboende børn.

    Uengageret

    Du går ikke så meget op i mad og madlavning og vil helst være fri for at lave maden selv fra bunden. Derfor vælger du ofte færdigretter eller nemme, mættende retter, fx med hakket oksekød. Du spiser også gerne hos andre eller køber din mad ude. Bæredygtig mad er ikke en høj prioritet.

    Dækker 21% af danskerne. Overvægt af unge og af børnefamilier. Få med videregående uddannelse.

    Kontakt:

    Presse- & kommunikationsansvarlig Minna Wright tlf.: 2083 0145 email: minna@madkulturen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vejen-til-mindre-oksekod-afhaenger-af-hvilken-type-du-er-i-kokkenet?releaseId=13623749

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **