PRM / Hver anden på vej på udlandsferie er bekymret for coronasmitte

    Pressemeddelelse fra Topdanmark A/S

    Lempede restriktioner, EU-coronapas og udsigten til en kølig dansk sommer har fået tusindvis til at satse på sommerferie uden for landets grænser.

    Men selvom Udenrigsministeriet ikke længere fråder rejser til populære destinationer i Sydeuropa, så forventer rejselystne danskere langt fra, at turen bliver bekymringsfri. Tværtimod.

    Knap 5 ud af 10 (48%) svarer i en undersøgelse, YouGov har foretaget for Topdanmark, at de er bekymrede for at strande på deres destination på grund af restriktioner, eller at de er nervøse for at blive syge eller smittet med covid-19.

    Den samme mængde (48%) har, trods bekymringer, dog ikke gjort noget udover det sædvanlige for at forberede sig eller sikre, at man kan få hjælp på rejsen, viser undersøgelsen.

    Kun 7% har undersøgt lokale muligheder for at få lægebistand og behandling, mens 3 ud af 10 (28%) har sat sig ind i deres rejseforsikring.

    "Jo tættere vi kommer på sommeren, desto flere kunder har vi dog i røret, der spørger specifikt til, hvilke muligheder de har for at få hjælp fra rejseforsikringen eller lægevejledning på ferien. Vi kan se, at mængden af henvendelser stiger uge for uge," siger Carsten Elmose, koncerndirektør for privatkunder i Topdanmark.

    "Det er ikke vores opgave at rådgive om, hvorvidt man bør rejse. Vi opfordrer til, at man følger myndighedernes retningslinjer. Men skulle det ske, at man blev syg med covid-19, så er vi naturligvis også klar til at hjælpe, fx med lægebehandling," siger han.

    Topdanmark har valgt at betragte covid-19 som hvilken som helst anden sygdom, og kunder er derfor dækket på normale vilkår, også uanset om de er vaccineret eller ej.

    Hver tredje (32%) svarer i undersøgelsen, at de ikke er bekymret for at rejse til udlandet i 2021.


    Hvem er mest og mindst bekymret?
    Det er specielt blandt dem, der planlægger en tur til Frankrig, at bekymring for at blive syg fylder meget. Her svarer 4 ud af 10 (43%), at de er nervøse for smitte med covid-19.

    Risikoen for, at pludselige ændringer i restriktioner spænder ben for ferieoplevelsen, fylder mest hos dem, der har booket en tur til Italien. Knap halvdelen (47%) svarer, at de frygter, at nye restriktioner besværliggør turen.

    Dem, der planlægger at besøge Grækenland, Spanien og Storbritannien, er mindst bekymrede for smitte. Her svarer under 20%, at de nervøse for sygdom eller smitte med covid-19.

    Hvad hvis man vil aflyse rejsen?
    Man kan som udgangspunkt benytte sin afbestillingsforsikring, hvis destinationen var "grøn" eller "gul" uden rejserestriktioner, da rejsen blev købt, og destinationen efterfølgende bliver kategoriseret som "rød" eller "orange" på grund af covid-19.

    "Ændrer situationen eller rejselysten sig i sidste øjeblik, er det først og fremmest vigtigt at få styr på, hvad konsekvensen er, hvis du ikke kommer afsted, eller hvad din plan B er," siger Carsten Elmose.

    "Vi opfordrer alle til at kontakte deres forsikringsselskab, inden man beslutter sig, da der kan være forskel på dækninger, og da tilbud om fx kompensation, ombooking eller voucher kan have indflydelse på mulighederne for at få erstatning," siger han.

    Hvis man har købt en såkaldt pakkerejse hos et rejsebureau, skal man kontakte rejseselskabet for at høre om mulighederne for ændring eller afbestilling.

    //

    Her er fem gode råd til at minimere bekymringerne på rejsen:

  • Følg samme råd som herhjemme: hold afstand, undgå håndtryk, vask hænder og brug håndsprit. At en destination er kategoriseret som "gul", er ikke en garanti for, at muligheden for smitte ikke eksisterer. Køb eventuelt sprit, mundbind osv. hjemmefra, så du ikke skal starte ferien med at lede efter det.
  • Sæt dig ind i og følg lokale forholdsregler, fx hvor man skal bruge mundbind, hvor mange man må samles osv. De danske ambassader opdaterer løbende deres hjemmesider med de nyeste restriktioner for deres respektive land.
  • Hold dig opdateret om alt fra flyaflysninger, lokale smittetal/udbrud, adgang til sundhedsvæsen samt mulighederne for alternative rejsemål og transportformer, da situationen pludselig kan ændre sig fra dag til dag.
  • Tjek eller genaktiver din rejse- og afbestillingsforsikring før afrejsetidspunktet, da der kan der være en karensperiode på forsikringen. Hos Topdanmark skal kunder fx købe en forsikring, der træder i kraft mindst 14 dage før afrejse, for at være dækket.
  • Får du symptomer, fx feber, hoste, vejrtrækningsbesvær og tab af smags- og lugtesans, skal du isolere dig og følge de lokale myndigheders anvisninger samt hurtigst muligt søge lægehjælp, både lokalt og/eller via dit forsikringsselskab. Se, hvordan du skal forholde dig i hvert land på ambassadernes hjemmesider, eller ring til Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter (+45 33 92 11 12), hvis du har brug for akut bistand.
  • //

    Om undersøgelsen
    Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Topdanmark i perioden 28.- 31. maj 2021 blandt 1.008 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år (CAWI-interview).

    Kontakt:

    Pressechef Troels Karlskov email: tkj@topdanmark.dk

    Presseansvarlig Simon Tolstrup Holmegaard tlf.: +45 29 99 30 69 email: sth@topdanmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-anden-pa-vej-pa-udlandsferie-er-bekymret-for-coronasmitte?releaseId=13623640

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **