PRM / Hver tredje nye løsning i det offentlige er teknologisk

    Pressemeddelelse fra Center for Offentlig Innovation

    Kunstig intelligens, virtual reality, brug af sensorer: Mange forskellige teknologier tages i brug, når offentlige arbejdspladser udvikler nye løsninger.

    Én ud af tre af de offentlige innovationer er teknologiske. Enten ved at innovationen i sig selv er en teknologisk løsning, eller ved at teknologi er en vigtig del af innovationen.

    Det viser helt nye tal fra Innovationsbarometeret – den officielle statistik over offentlig innovation, som Center for Offentlig Innovation (COI) udarbejder sammen med Danmarks Statistik.

    Godt gang i digitalisering og teknologi

    Innovationer, der bygger på teknologi, skaber oftere højere effektivitet. De er også oftere skabt i samarbejde med andre uden for arbejdspladsen, viser de nye tal.

    “Tallene viser, at offentlig innovation er meget andet end teknologi – men også at der er godt gang i digitalisering og teknologi ude på de offentlige arbejdspladser. Det er godt nyt. For teknologiske innovationer kan forbedre opgaveløsningen og gøre den mere effektiv. Det er blot vigtigt, at man husker – hvis borgerne er slutbrugerne af løsningen – at involvere borgerne i udvikling og test af løsningen,” siger Majken Præstbro, relationschef i COI.

    Et eksempel på en teknologisk innovation, som skaber værdi, er Aarhus Universitetshospitals brug af iPads med augmented reality-spil. Spillene afleder børns opmærksomhed fra hospitalssituationer, der kan være forbundet med angst eller smerte.

    Borgerne skal være i centrum

    Et andet eksempel er Vallensbæk Kommune, som anvender GPS-signaler fra køretøjer til fleksibel styring af trafiksignaler – hvilket skaber bedre flow, mindsker ventetid og bidrager til at nedbringe den trafikale udledning af CO2.

    Begge eksempler, den nye statistik samt gode råd kan findes i udgivelsen ‘Teknologi i borgernes tjeneste – Innovationsbarometeret‘, som udkommer i dag.

    “Vi ved, at andre lande kigger til os, når de vil innovere med teknologi, for vi har mange års erfaring med at indhente og bruge data til at bygge systemer, som borgerne finder relevante og har tillid til. Men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Det er helt nødvendigt, at borgerne fortsat er i centrum i udviklingen og implementeringen af digitale og teknologiske innovationer, og at offentlige arbejdspladser samarbejder med private virksomheder og andre, som kan bidrage med nyeste viden og teknologier,” siger Majken Præstbro, relationschef i COI.

    FEM HURTIGE OM TEKNOLOGI OG OFFENTLIG INNOVATION

    Det er første gang, der i Innovationsbarometeret spørges til brugen af teknologi i innovationsarbejdet:

    1. Én ud af tre (34 procent) af de offentlige innovationer består enten af teknologi eller har teknologi som en vigtig del.

    2. Helt ny teknologi indgår i én ud af ti (10 procent) af de offentlige innovationer.

    3. Når offentlig innovation indeholder teknologi, skaber seks ud af ti innovationer øget kvalitet (60 procent).

    4. Næsten halvdelen af de teknologiske innovationer (47 procent) øger effektiviteten.

    5. Lederne af otte ud af ti offentlige arbejdspladser (79 procent) oplever, at de og medarbejderne er nysgerrige på nye teknologiske løsninger og muligheder.

    Kilde: Teknologi i borgernes tjeneste – Innovationsbarometeret

    OM OFFENTLIG INNOVATION

    – Offentlig innovation er at gøre noget nyt i den offentlige sektor, som skaber værdi. Innovationen skal være ny for arbejdspladsen selv, men kan være brugt af andre.

    – Innovation kan være nye eller væsentligt ændrede serviceydelser, produkter, organisationsformer og processer eller måder at kommunikere med omverdenen på.

    – Værdien af offentlig innovation kan have flere former: indfrielse af politiske mål, stigende effektivitet, højere kvalitet, styrket demokrati eller øget medarbejdertilfredshed.

    – Otte ud af ti offentlige arbejdspladser har indført mindst én innovation i perioden 2018-2019, viser Innovationsbarometeret.

    – Innovationsbarometeret er den officielle statistik over offentlig innovation. Statistikken bliver lavet i samarbejde mellem Center for Offentlig Innovation og Danmarks Statistik.

    → Læs mere om offentlig innovation

    Kontakt:

    Analysechef Ole Bech Lykkebo tlf.: 61813102 email: obl@coi.dk

    Relationschef Majken Præstbro tlf.: 61813104 email: mmp@coi.dk

    Kommunikationsansvarlig Paul Sauer tlf.: 61813103 email: ps@coi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-tredje-nye-losning-i-det-offentlige-er-teknologisk?releaseId=13623145

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **