PRM / Rejsegilde for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet

    Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet

    Byggeriet af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Aalborg passerede fredag en vigtig milepæl, da der blev holdt rejsegilde for håndværkerne på byggepladsen. Rejsegildet markerer, at det 22.400 kvadratmeter store råhus nu står klart, og at projektet overgår til indretning af bygningerne.

    “Siden første spadestik i februar 2020 har COVID-19 spøgt i kulissen, og lagt en dæmper på fejring af væsentlige milepæle i projektet. Derfor er vi særligt glade for endelig at kunne fejre den kæmpe indsats, som håndværkerne har lagt i byggeriet indtil nu,” siger Lasse Rud, senior projektleder i Vejdirektoratet.

    Udfordret af nedlukninger

    COVID-19 har løbende medført nye, uventede udfordringer for projektet, særligt da syv nordjyske kommuner pludseligt lukkede ned i slutningen af 2020. Men samarbejdet mellem Vejdirektoratet som bygherre, hovedentreprenøren MT Højgaard Danmark, totalrådgiveren Indigo og byggeledelsen ved Niras på projektet har under hele forløbet været eksemplarisk, og derfor er tidsplanen overholdt på trods af omstændighederne.

    “Det har ikke været nemt, men der har været stor vilje til løbende at ændre i planlægningen og rækkefølgen på opgaver. Det har været et stort koordineringsarbejde, som vi sammen med MT Højgaard Danmark har været igennem, og som vi fortsætter i den udførende fase,” siger Lasse Rud.

    Det vellykkede samarbejde har blandt andet betydet, at Vejdirektoratet og MT Højgaard Danmark i starten af maj kunne aflevere østgavlen på bygningen SUND 1 til tiden. Gavlen bliver grænseflade og forbindelse til Nyt Aalborg Universitetshospital.

    Det færdige byggeri forventes at stå klar i 2. halvår 2022.

    Fakta

    AAU SUND består af to atriumbygninger og en mellembygning, der forbinder atriumbygningerne. AAU SUND bygges til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.

    Fakultetsbygningen forventes færdigbygget i 2. halvår af 2022.

    Vejdirektoratet er bygherre og bygger til Aalborg Universitet.

    Kontakt:

    Projektleder Lasse Rud Pedersen tlf.: 72 44 22 49 email: laped@vd.dk

    Kommunikationskonsulent Jens Genders tlf.: 72 44 33 33 email: jege@vd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rejsegilde-for-det-sundhedsvidenskabelige-fakultet-pa-aalborg-universitet?releaseId=13623056

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **