PRM / Kultur- og Fritidsudvalget i København beslutter at sende nattelivsplan i offentlig høring

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen

    Et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune har besluttet at sende et endeligt udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2021 i offentlig høring.

    På mødet har udvalget godkendt flere ændringsforslag, der bl.a. giver mulighed for at ansætte flere natteværter, identificering af festzoner, øget samarbejde med nattelivets aktører og flere konkrete værktøjer til Bevillingsnævnet, så der kan findes løsninger på problemer i konkrete gader.

    Kultur- og fritidsborgmester i København, Franciska Rosenkilde (Å), er glad for at kunne sende en restaurations- og nattelivsplan i høring hos københavnerne, der både har fokus på restauratører og beboere i de mest festplagede områder:

    “Min intention med nattelivsplanen har været at få konkrete værktøjer til at løse udfordringer i de mest festmættede gader, et mere kulturbåret natteliv samt en bedre dialog blandt nattelivets mange aktører. Derfor er jeg glad for, at et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at gå videre med en plan, der indeholder netop dette,” siger hun og uddyber:

    “Det er et vigtigt skridt mod en by i balance, hvor der både er plads til et attraktivt natteliv og et sundt hverdagsliv. Jeg glæder mig til at få sendt planen i offentlig høring snarest muligt, så vi kan få københavnernes input og skabe det bedst mulige natteliv,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

    Før Restaurations- og Nattelivsplan 2021 officielt sendes i høring, skal Teknik- og Miljøudvalget også beslutte at sende planen i høring. Udvalget behandler sagen på deres kommende møde den 31. maj.

    Fakta

    • Et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at sende Restaurations- og Nattelivsplan 2021 i offentlig høring. Det skete på udvalgets møde den 27. maj 2021.
    • Teknik- og Miljøudvalget skal behandle Restaurations- og Nattelivsplan 2021 på deres møde den 31. maj. Godkendes beslutningen her, vil planen blive sendt i offentlig høring samt høring i Bevillingsnævnet.
    • Når planen har været i høring, skal den på ny behandles i hhv. Kultur- og Fritidsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget.

    Kontakt:

    Spørgsmål kan rettes til:

    Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde via pressetelefonen i Kultur- og Fritidsforvaltningen, tlf.: 33 66 23 45

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kultur–og-fritidsudvalget-i-kobenhavn-beslutter-at-sende-nattelivsplan-i-offentlig-horing?releaseId=13622994

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **