PRM / Sammen i bevægelse – aktiviteter for børn og familier

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    Der bliver vilde skattejagter, sjove gamle lege og masser af fysisk aktivitet for børnene, når vi bevæger os sammen i uge 19-23. Alle aktiviteterne er gratis.

    Find sprællemanden, flyveren og halvmånen
    Dette er en indendørs skattejagt på bibliotekerne, hvor vi gemmer kort med forskellige øvelser. Børnene kan tage et afkrydsningsark og gå på jagt efter kortene. Hver gang de finder et kort, skal de udføre øvelsen på kortet i minimum 30 sekunder. På den måde kommer de rundt i børnebiblioteket og får rørt sig på en sjov måde.

    Denne aktivitet har vi på alle bibliotekerne i Næstved Kommune. Aktiviteten henvender sig til børn i alle aldre, dog primært de 6-14-årige.

    Find fortællingen
    Dette er en udendørs skattejagt. Vi gemmer en plastkasse med pæne, kasserede børnebøger udenfor biblioteket. I kassen ligger en præsentation af de lokale børnebibliotekarer, som I kan spørge til råds, og desuden er der en guide til, hvor I kan gå en god tur i lokalområdet.

    Børn og deres familier kan gå på jagt efter kassen udenfor deres lokale bibliotek, og når de finder den, må hvert barn tage en bog i kassen.

    Denne aktivitet foregår på Fensmark, Fuglebjerg, Glumsø og Korskilde Bibliotek. Aktiviteten henvender sig til børn i alle aldre, dog primært de 6-14-årige.

    Gamle lege – på tværs af generationer
    Før i tiden var det almindeligt på landet, at børn og voksne legede til fester og andre sammenkomster. Det foregik tit udenfor, da der ikke var plads indenfor. De fleste af legene var selvorganiserede, og man brugte fantasien, når man legede.

    Lørdag den 29. maj kl. 10.00-11.30 kan børn på 5-8 år og deres bedsteforældre (eller andre voksne) prøve forskellige gamle lege. Arrangementet er planlagt i samarbejde med Næstved Sundhedscenter og foregår udendørs på HG’s multibaner ved Herlufsholm Idrætscenter. Arrangementet kræver tilmelding på www.naesbib.dk

    Vi mødes ved Herlufsholm Svømmehal og går sammen ud på banerne, hvor børn og familier kan prøve de gamle lege ved forskellige stationer. Efter vi har leget i en times tid, samles vi omkring et bål til lidt forfriskninger og en god historie. På området ved Herlufsholm Idrætscenter vil der også være mulighed for at afprøve balance-banen.

    Kontakt:

    Børnekulturformidler Eva Schelke tlf.: 5588 4144 email: evjen@naestved.dk

    Bibliotekar, pressemedarbejder Lena Lund Olsen tlf.: 55884021 email: leols@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sammen-i-bevaegelse-aktiviteter-for-born-og-familier?releaseId=13621984

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **