PRM / 38 forskningsledere får 370 mio. kr. til at gøre nye opdagelser inden for sundhed og bæredygtighed

    Pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden

    38 forskningsledere har netop fået støtte gennem Novo Nordisk Foundation Research Leader Programme.

    Forskningsmidlerne skal bl.a. andet gå til at få ny viden om, hvordan virus såsom influenza og SARS-CoV-2, som forårsager COVID-19, påvirker kroppens stofskifte, og om det kan modvirkes, at vira formerer sig i kroppen.

    Et andet projekt skal give større indsigt i, hvorfor forekomsten af knogleskørhed stiger med alderen og teste en mulig behandling af sygdommen.

    Et tredje projekt skal give en bedre forståelse af, hvordan man kan benytte bakterier til at gøre afgrøder mere modstandsdygtige over for bl.a. tørke og sygdomme og derved sikre en mere bæredygtig fødevareproduktion.

    “Vi vil give dygtige forskere mulighed for at forfølge risikofyldte forsknings-ideer og afprøve nye veje og tilgange til vigtige problemstillinger. Dette tager tid, men det er ofte også her, at nye væsentlige opdagelser sker,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, CEO i Novo Nordisk Fonden.

    I programmet uddeles bevillinger på op til 10 mio. kr. til excellente forskningsledere i en femårig periode. Programmet støtter både yngre talenter, dygtige forskningsledere midtvejs i karrieren samt etablerede professorer på højt internationalt niveau.

    Støtte til forskere på alle karrieretrin

    Programmet består af tre typer af bevillinger, der er målrettet specifikke stadier eller typiske karrieretrin for en forskningsleder:

    • Emerging Investigator. Målrettet unge lovende forskningsledere, der skal til eller er i gang med at etablere deres forskningsgruppe og egen forskningsprofil. I denne uddelingsrunde blev der uddelt 18 bevillinger i kategorien.
    • Ascending Investigator. Målrettet dygtige forskningsledere på lektor-niveau til at styrke deres forskningsgruppe og profil. I denne uddelingsrunde blev der uddelt 14 bevillinger i kategorien.
    • Distinguished Investigator. Målrettet de excellente professorer på højt internationalt niveau. I denne uddelingsrunde blev der uddelt 6 bevillinger i kategorien.

    Se alle 38 bevillingsmodtagerne og læs om deres projekter her.

    Programmet uddeler inden for seks videnskabelige områder: Endokrinologi og metabolismeforskning, Klinisk og translationel lægevidenskabelig forskning, Biovidenskab og basal biomedicinsk forskning, Datavidenskab (uddeles senere i 2021), Plante-, landbrugs- og fødevarevidenskab samt Industriel bioteknologi og miljøbioteknologi.

    1,3 mia. kr. – 143 forskere

    Novo Nordisk Foundation Research Leader Programme blev etableret og uddelt første gang i 2018. Der uddeles 5-årige bevillinger på op til 10 mio. kr. pr. bevilling.

    Siden er uddelt i alt 1,3 mia. kr. fordelt på 143 forskere gennem programmet. Læs mere programmet og alle bevillingsmodtagerne gennem årene her.

    Kontakt:

    Christian Mostrup, pressechef, +45 3067 4805, cims@novo.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/38-forskningsledere-far-370-mio-kr-til-at-gore-nye-opdagelser-inden-for-sundhed-og-baeredygtighed?releaseId=13621923

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **