PRM / Danskerne har svært ved at forstå “virus” og andre aktuelle ord

    Pressemeddelelse fra Bjerg Kommunikation

    Fire sjove resultater fra undersøgelsen

  • Vi har levet med corona i over et år – og kun 44% forstår ordet virus. Alle har hørt om virus, men 40% tror, at det er en bakterie (men det er partikler).
  • De unge har bedst tjek på de nye kønsidentiteter. Dem under 40 år har en bedre forståelse af, hvad kønsdebattens begreber betyder, end dem over 40 år. 53% af de unge (18-29 år) forstår ciskønnet (som betyder, man identificerer sig med sit biologiske køn). 16% blandt de 60-69-årige ved det, og befolkningsgennemsnittet er 31%.
  • 45% kan definitionen på en ghetto. 12% af befolkningen mener, at en ghetto er “en bydel hvor ikke-etniske danskere tildeles bolig” – og ser vi på danskere over 70 år er det tal 19%. Danskerne har mange holdninger til, hvad en ghetto er og har dermed ikke en entydig forståelse af et begreb, der har været en del af den offentlige debat siden 2011.
  • 60% kan vælge den rigtige definition af “drivhusgas”. Klimaforandringer har været en central del af nyhederne i mindst to generationer, alligevel er mange i tvivl om et af det vigtige bereber: drivhusgas. De unge (mellem 18-29 år) er den aldersgruppe, hvor færrest vælger den korrekte definitionen af drivhusgas: 53%.
  • Du kan læse mange flere resultater i rapporten “Sådan forstår danskerne (ikke) ord og forkortelser. Hente den på Bjerg Kommunikations hjemmeside.

    “Demokratiet er afhængigt af gode forklaringer”

    Kresten Bjerg, som leder Bjerg Kommunikation og er ansvarlig for undersøgelsen, siger:

    “Fagbegreber er nødvendige i et videnssamfund og demokrati. Det er via dem, vi kommunikerer fakta og ny viden. Men det er langt fra en selvfølge, at befolkningen forstår nye og væsentlige begreber. Det kan man ikke bebrejde befolkningen, da der hele tiden opstår nye situationer og fænomener, der skal beskrives. Derfor er vi afhængige af, at afsenderne, f.eks. fagfolk, kan forklare vigtige begreber for os. Vores undersøgelse hjælper med at afklare, hvilken type begreber der skal forklares.”

    Se hele undersøgelsen

    Rapporten “Sådan forstår danskerne (ikke) ord og forkortelser” er frit tilgængelig på Bjerg Kommunikations hjemmeside (bjergk.dk).

    Rapporten indeholder to dele:

  • Danskernes forståelse af fagbegreber. Du kan se, hvordan danskerne for-står 12 fagbegreber. Ordene er valgt ud fra et aktualitetskriterie: De er en-ten ord, som omtales meget i nyhederne (f.eks. ‘virus’, ‘incidens’ og ‘ghetto’), eller ord, som offentlige virksomheder ofte benytter i kommunikationen med borgerne (f.eks. ‘informeret samtykke’, ‘visitere’ og ‘forskudsopgørelse’).
  • Danskernes forståelse af netkronymer. Du kan se, hvem der bruger og forstår 10 forskellige netkronymer. Netkronymer er den type af forkortelser, som er dannet af begyndelsesbogstavet fra flere ord, og som ofte bruges på internettet, især på sociale medier. Et kendt netkronym er LOL (Laughing Out Loud). I spørgeskemaet brugte vi ikke betegnelsen netkronymer, men blot ordet ‘forkortelser’.
  • Undersøgelsen er gennemført af Megafon og Bjerg Kommunikation i marts 2021. Den er repræsentattiv for danskere over 18 år.

    Kontakt:

    Kresten Bjerg, Bjerg Kommunikation
    M: +45 26 37 55 66
    kresten@bjergk.dk
    www.bjergk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskerne-har-svaert-ved-at-forsta-virus-og-andre-aktuelle-ord?releaseId=13619616

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **