PRM / Hvordan skal Furesø Kommune se ud i 2033?

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Kommuneplanen sætter retning for kommende lokalplaner og rammer for de fysiske forhold i kommunen, fordelingen af by og land, infrastrukturen, parkeringsnormer, byggemuligheder med mere.

    “Kommuneplanen handler om at skabe rammerne for det gode liv, og skabe udvikling med respekt for vores bysamfund og natur. Derfor arbejder vi videre med at styrke vores bycentre med bynære boliger, og bevare det fokus vi har på at skabe åbne pladser med liv, ligesom vi styrker på bæredygtigt og seværdigt klimavenligt byggeri. Det gælder i det hele om også at holde fast i de værdier Furesø har og samtidig understøtter vor kommunes udvikling”, fortæller Egil Hulgaard (C), formand for Udvalg for byudvikling og bolig.

    Kommuneplanen vil styrke og bygge videre på de planer og politikker, der er blevet vedtaget inden for de seneste år, fx Furesø Kommunes 2030-mål, Plan- og Agenda 21-strategien, boligpolitikken samt planer og projekter om trafik, natur, miljø, spildevand og vand.

    “Furesø hviler på et stærkt fællesskab, hvor vi sammen tager ansvar og involverer os i hinanden og den fælles udvikling,”siger Lene Munch-Petersen (A), formand for Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling. “Noget af det, vi skal have en god dialog om er de nye fokusområder, som planen også rummer. Vi skal have opdateret det grønne Danmarkskort, der har til formål at forbinde naturområder. Vi skal diskutere, hvordan vi får mere natur fx ved at omdanne kommunale landbrugsområder, græsrabatter og såkaldte græsørkener til natur og fremme biodiversiteten. Endelig skal vi se på, hvor der kan etableres stillezoner i både natur- og bymiljøområder”.

    Digital borgerinddragelse og digital plan

    Kommunen oplever stor efterspørgsel på at kunne deltage digitalt i nærdemokratiet – derfor vil borgerinddragelsen i forbindelse med Kommuneplan 2021 også spille på digitale strenge. På deltag.furesoe.dk kan alle komme med deres bidrag til en række temaer og emner, inden pennen sættes på papiret. Debatten er åben fra den 6. april til og med den 31. april.

    Også den færdige version af Kommuneplan 2021 undergår digital forandring. Selv om man stadig vil kunne bestille et trykt eksemplar, vil kommuneplanen blive digital. Den bliver derfor mindre teksttung, og man kan klikke sig rundt i det indhold, man har størst interesse for.

    Et forslag til kommuneplan 2021 forventes sendt i offentlig høring i løbet af sommeren 2021, og den endelige vedtagelse forventes at blive i december 2021.

    Kontakt:

    Egil Hulgaard (C) – Orlov fra 31. juli 2020 email: efh@furesoe.dk

    Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk

    By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvordan-skal-fureso-kommune-se-ud-i-2033?releaseId=13618887

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **