PRM / Mere end 140 tons affald efterladt langs hovedstadens store veje

    Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet

    Vejdirektoratet er ansvarlige for at drive og vedligeholde de danske statsveje og rastepladser, så trafikanterne kan komme nemt og sikkert frem.

    En del af arbejdet er at sikre, at der ikke ligger for meget affald og flyder i grøftekanter og vejrabatter. En opgave, som vejer tungt i hovedstadsområdet. Ja, mere præcis vejer den over 140 tons – for så omfattende er den mængde affald, der blev opsamlet uden for skraldespandene i 2020.

    “Der bliver samlet mere end 140 tons affald årligt langs vejene i hovedstaden, og det kan vi gøre bedre. Jeg er overbevist om, at Vejdirektoratets kampagne har været med til at gøre bilister bevidste om, at cigaretskod, madpapir og kaffekopper altså ikke forsvinder af sig selv, når det ryger ud af sideruden. Det er derimod Vejdirektoratets vejmænd, der sørger for, at vejkanten ikke er fyldt med skrald til skade for natur og dyr. Jeg håber, vi fremover vil opleve, at mere affald ender i skraldespanden og ikke i naturen,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Ifølge Formand Daniel Liljeqvist Kjærsgaard fra Forstas, som varetager affaldsopsamlingen i hovedstadsområdet er det ikke kun papiret fra chokoladebaren, der ender i vejkanten:

    “Vi finder rigtig mange cigaretpakker langs vejene – og så fylder mademballage fra tankstationer og fastfood-restauranter en hel del. Men vi samler også øldåser op og poser med haveaffald, kummefrysere og computere. Det mærkeligste er dog, når vi finder sexlegetøj, der ligger og flyder i rabatten. Det er ikke det fedeste at skulle samle op,”sigerDaniel Liljeqvist Kjærsgaard og tilføjer: “Et simpelt råd til bilisterne er at have en lille pose liggende i bilen og så bruge posen til at proppe sit affald i”.

    Ud over at affaldet er til gene for andre trafikanter, er det også til stor belastning for miljø, dyr- og planteliv. For eksempel er cigaretskod den type affald, der smides allermest af, og ét cigaretskod er op til fem år om at blive nedbrudt i naturen.

    Tak for ingenting … i vejkanten

    Det er dog ikke kun i region Hovedstaden, at bilisterne har for vane at rulle bilvinduet ned og dumpe deres affald i vejkanten. Hvert år opsamler Vejdirektoratet omkring 700 tons affald langs de danske statsveje og rastepladser. En opgave der årligt koster samfundet mere end 11 millioner kroner.

    “Mængden af affald, vi opsamler, har ligget på nogenlunde samme niveau de seneste fem år, og det står særligt slemt til i nærheden af de større byer, hvor trafikintensiteten er højere. Det koster mange penge i renhold – penge der kunne bruges på noget andet, hvis vi alle blev lidt bedre til at rydde op efter os selv,” siger Michael Ebbesen, som er områdechef for drift og vedligeholdelse i Vejdirektoratet.

    For at komme problemet til livs har Vejdirektoratet siden januar kørt en kampagne under sloganet ‘Tak for ingenting … i vejkanten’. En kampagne der skal få danskerne til at tænke over deres adfærd.

    “Kampagnen rummer et vigtigt budskab, som vi helt sikkert kommer til at gentage i de kommende år. For vi skal have nedbragt affaldet i vejkanterne, både for trafikanternes, samfundets og miljøets skyld,” siger Michael Ebbesen.

    Trafikanterne kan blandt andet møde kampagnen på skilte langs tilkørselsramper til motorvejen, på plakater på landets rastepladser, i radioen samt online i form af bannerannoncer og på de sociale medier.

    Fakta om affald langs statsvejene

    • Hvert år opsamles omkring 700 tons affald langs de danske statsveje og rastepladser
    • Vejdirektoratet bruger årligt mere end 11 millioner kroner på opsamling af affald
    • Cigaretskod er den type affald, der smides allermest af. Ét cigaretskod er op til fem år om at nedbryde
    • Andre typer af affald, der typisk bliver fundet i vejkanten, er take-away emballage, øl- og sodavandsdåser og plastikposer.
    • Flere end 90 procent af danskerne mener, at det er meget forkert at smide affald i naturen.
    • Alligevel svarer 11 procent, at de har smidt affald på gaden, i naturen eller vejkanten.

    Mængder af opsamlet affald langs statsvejnettet fra 2016-2020 (ton)

    Område – se grafik

    2016

    2017

    2018

    2019

    2020

    Nordjylland (grøn)

    121

    120

    130

    127

    129

    Midt- og Vestjylland (rød)

    104

    100

    59

    56

    70

    Syddanmark (gul)

    289

    261

    278

    235

    240

    Sjælland + sydhavsøerne (blå)

    66

    76

    76

    124

    135

    Hovedstaden (lilla)

    136

    81

    139

    169

    146

    I alt

    716

    638

    682

    711

    720

    Fakta om kampagnen

    Vejdirektoratets kampagne ‘Tak for ingenting … i vejkanten’ løber til og med påske 2021 og er blandt andet synlig på skilte langs udvalgte tilkørselsramper til motorvejen, på plakater på rastepladser, i radioen samt på bannerannoncer online og outdoor.

    Derudover kan man møde kampagnens budskaber samt gode råd og fakta om affald på Vejdirektoratets Facebook og Twitter samt på www.vejdirektoratet.dk/takforingenting.

    Se de øvrige regionale pressemeddelelser her: via.ritzau.dk/nyhedsrum/vejdirektoratet

    Kontakt:

    Områdechef i Vejdirektoratet, Michael Ebbesen, tlf. 7244 2409, mail: mie@vd.dk

    Pressechef i Vejdirektoratet, Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk

    Pressechef for transportministeren, Martin Hein. Tlf. 41851483, mail: mhi@trm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mere-end-140-tons-affald-efterladt-langs-hovedstadens-store-veje?releaseId=13618150

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **