PRM / 1 år med corona – flere opdager skader på deres hus

    Pressemeddelelse fra Topdanmark A/S

    Mange danskere har det seneste år under corona istandsat deres hus. Men de mange husprojekter har samtidig også medført, at langt flere end normalt har opdaget skader på deres hus. Det viser nye tal fra forsikringsselskabet Topdanmark.

    I det seneste år, hvor mange danskere har været meget hjemme, er antallet af anmeldte skader på huse efter råd, svampe- og insektangreb fra marts 2020 til marts 2021 steget med 29 pct. sammenlignet med året før.

    “Vi har i løbet af det seneste år set en stor stigning i, hvor mange der har opdaget råd-, svampe- eller insektskader i deres hus. Den eneste forklaring på stigningen vi kan se, er at mange danskerne på grund af corona-nedlukning og meget tid hjemme har sat gang i renovering af deres hus og derfor har opdaget usædvanligt mange skader på deres hus, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.

    Selvom det er ærgerligt at opdage en alvorlig skade midt i renoveringen af sit hus, ser Topdanmark ikke negativt på udviklingen.

    “En rådskade eller svampeskade kan potentielt udvikle sig til en meget alvorlig skade, hvis den ikke bliver opdaget i tide. Selvom det i situationen er meget ærgerligt at få en ubehagelig overraskelse midt i sit husprojekt, så er det godt, at mange skader bliver opdaget, så vi hurtigt kan hjælpe husejerne, inden skaden bliver endnu værre”, siger Rasmus Ruby-Johansen.

    Gode råd – tjek dit hus for råd og svamp

    • Råd og svamp kan nedbryde træværk og andre organiske byggematerialer i dit hus. Skader skal derfor opdages og udbedres, inden de udvikler sig kritisk.
    • For at opdage tegn på råd og svamp skal huset gennemgås omhyggeligt. Det er særligt vigtigt efter en vandskade.

    Steder der særligt bør gennemgås:

    • Gulve
    • Trævinduer
    • Ydervægge og indervægge
    • Kælder
    • Indvendige lofter, tag og loftsrum

    Tegn på råd eller svamp:

    • Lugt af mug
    • Flosset træ
    • Misfarvninger og skjolder

    Kontakt:

    Presseansvarlig Simon Tolstrup Holmegaard tlf.: +45 29 99 30 69 email: sth@topdanmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/1-ar-med-corona—flere-opdager-skader-pa-deres-hus?releaseId=13617734

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **