PRM / Freja Ejendomme sælger det gamle gigthospital i Graasten

    Pressemeddelelse fra Freja Ejendomme

    Statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, har solgt det tidligere gigthospital i Graasten til bygge- og boligudlejningsfirmaet Grønnely A/S. Den imponerende hovedbygning med udsigt over vandet og lystbådehavnen er opført i 1883 som kurhotel. Med årene er der foretaget om- og tilbygninger til den unikke ejendom, der har en grund på 8700 kvadratmeter. Der er tale om en helt enestående placering i Graasten med kun ca. 20 kilometer til Sønderborg Lufthavn og den dansk-tyske grænse. Ejendommen har fra 1956 til 2019 fungeret som gigthospital. For to år siden flyttede gigthospitalet til nye faciliteter, og derfor overtog Freja Ejendomme den historiske ejendom fra Region Syddanmark.

    Den nye ejer er meget begejstret for købet af ejendommen. Det fortæller Peder Blak, administrerende direktør hos Grønnely:

    “Vi er meget stolte over at være den nye ejer af den her smukke ejendom i Graasten. For os er det helt særligt at overtage et sted med så meget historik og atmosfære. Vi glæder os til at gå i gang med projektet,” siger Peder Blak og løfter sløret for, hvad projektet går ud på:

    “Vi vil omdanne de eksisterende bygninger til eksklusive og moderne seniorboliger med respekt for ejendommen og historikken. Vi bevarer naturligvis alle bygninger og renoverer indvendigt med det formål at præsentere nogle af Graastens bedste seniorboliger med den smukkeste placering og bedste udsigt i hele byen,” siger Peder Blak.

    Bygge- og boligudlejningsfirmaet, Grønnely A/S er etableret med en ganske særlig målgruppe for øje. Missionen er at bygge boliger til børnefamilier og seniorer, da netop denne type boliger generelt er en mangelvare på det danske boligmarked. Grønnely står derfor allerede bag større projekter i Nykøbing Falster, Gilleleje, Ejby og Sønderborg.

    Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme siger: “Der er ingen tvivl om at denne flotte ejendom med den fantastiske beliggenhed ved vandet kan noget helt særligt. Vi ser frem til at følge ejendommens udvikling og så glæder vi os på vegne af byen over, at den centrale ejendom igen snart kommer til at summe af liv og aktivitet”.

    OM GRØNNELY A/S:

    Bygge- og boligudlejningsfirmaet Grønnely A/S er stiftet i 2001. Grønnely har fokus på etableringen af eksklusive, moderne CO2-venlige boliger med tilhørende, fredfyldte grønne omgivelser og højt til himlen uden for storbyen. Al byggeri er baseret på genbrug af ejendomme, der ikke længere er i brug, og alle boliger opføres med genvækst, som sørger for, at varmen bliver genanvendt. Al byggeri sker med det formål at kunne præsentere familier og seniorer for nye boligmuligheder.

    Kontakt:

    Freja Ejendomme: Thomas Endelt Andersen (50705334, tea@freja.biz)

    Grønnely A/S: Maria Krüger Torp, Chef for public affairs (26256230, mt@gronnely.dk)

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/freja-ejendomme-saelger-det-gamle-gigthospital-i-graasten?releaseId=13617333

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **