PRM / Andelskassen henter ny kommunikations- og marketingchef

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Med ansættelsen i Andelskassen vender Søren Rimmen tilbage til den finansielle sektor.
    “Tidligere har jeg arbejdet med marketing hos SPARBANK og har siden haft et ønske om at vende tilbage til branchen. Så da chancen for at komme til Andelskassen opstod, vidste jeg med det samme, at muligheden skulle forfølges – og heldigvis viste det sig, at interessen var gensidig,” fortæller Søren Rimmen.

    Søren Rimmen kommer med erfaring fra mange forskellige brancher.

    “Jeg har været så heldig at få lov at arbejde flere interessante steder i forskellige brancher. Blandt andet har jeg været udstationeret for Udenrigsministeriet på den danske ambassade i Berlin, været ansvarlig for intern kommunikation i Grundfos’ globale salgs- og serviceorganisation og nu senest global marketingchef hos DEIF i Skive. Spændende stillinger i internationale miljøer – men interessen for finansverdenen har altid hængt ved,” uddyber Søren Rimmen.

    I Andelskassen får han ansvaret for bankens interne og eksterne kommunikation og markedsføring.

    “På afstand har jeg gennem årene med interesse fulgt bankens udvikling. Finanskrisen satte sine spor, men med en årelang fokuseret indsats fra både ledelse og medarbejdere er det lykkedes at vende skuden, så Andelskassen i dag er et rigtig solidt pengeinstitut. Det netop præsenterede regnskab for 2020 viser et overskud på 124 mio. kr. og en egenkapital på over 2 mia. kr. Kursen er sat mod vækst, og den rejse glæder jeg mig til at bidrage til,” siger Søren Rimmen.

    Søren Rimmen er uddannet cand.mag i sprog og internationale forhold/marketing fra Aalborg Universitet. Han har en voksen datter og bor i Viborg med sin hustru og hendes to drenge på 15 og 18 år. I fritiden holder han af motion, natur, bøger og at grille.

    “Vi har et lille sommerhus i Nordjylland, hvor vi nyder at slappe af. Min kone og jeg læser bøger sammen, det vil sige, jeg læser højt for hende. Det hygger vi os meget med, og det giver nogle dejlige fælles oplevelser. Og så kommer jeg ned i gear ved grillen, eller når der skal kløves brænde,” slutter Søren Rimmen.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikations- og marketingchef Søren Rimmen på telefon 87 99 30 33 eller pr. mail sri@andelskassen.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-henter-ny-kommunikations–og-marketingchef?releaseId=13617042

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **