PRM / Danmark sender læger og sygeplejersker til Slovakiet for at hjælpe i forbindelse med COVID-19-pandemien

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Slovakiet modtager fredag et sundhedsteam bestående af tre læger og fem sygeplejesker fra det danske sundhedsvæsen til at hjælpe med den kritiske COVID-19-situation i landet. Der udsendes derudover en forbindelsesofficer og en stabslæge fra Beredskabsstyrelsen til at koordinere indsatsen.

    Sundhedspersonalet, der besidder alle de nødvendige kompetencer for at kunne hjælpe i den aktuelle situation, ventes at være udsendt i to uger. Derudover undersøger de danske sundhedsmyndigheder også muligheden for at udsende endnu et hold af sundhedspersonale af cirka to ugers varighed, med tilsvarende kompetencer, som skal afløse det første hold af sundhedspersonale.

    “Situationen i Slovakiet er kritisk og hjerteskærende. De er fanget i en massiv tredje Corona-bølge, som viser hvor hurtigt Corona-smitten kan løbe ud af kontrol, når nye mutationer gør deres indtog. Manglen på læger og sygeplejersker er akut og hospitalerne kæmper en indædt kamp. Der er brug for hjælp og solidaritet. Derfor er jeg glad for, at Danmark kan træde til og at vores tilbud om et sundhedsteam af læger og sygeplejersker kan bruges af vores slovakiske venner,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

    “Beredskabsstyrelsen er med bidraget med til at løse en vigtig opgave og viser endnu engang en stærk evne til hurtigt at organisere og koordinere en hjælpeindsats. Beredskabsstyrelsens medarbejdere er dybt dedikerede og løsningsorienterede, hvilket de også i dette tilfælde understreger,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.

    Det danske bidrag sker på baggrund af en anmodning om hjælp fra Slovakiet via EU’s civilbeskyttelsesmekanisme. Beslutningen om udsendelsen af sundhedspersonalet til Slovakiet er truffet af udenrigsministeren, sundhedsministeren og forsvarsministeren på baggrund af indstilling fra den tværministerielle taskforce for koordination af civile bidrag i internationale sundhedskriser. Indstillingen sker på baggrund af en konkret vurdering af sundhedsfaglige og udenrigspolitiske hensyn. Taskforcen består af Udenrigsministeriet, Sundhedsministeriet og Forsvarsministeriet og en række styrelser. Taskforcens mandat er at sikre, at der sker en hurtig, effektiv og korrekt håndtering af anmodninger fra udlandet om civil bistand.

    Beredskabsstyrelsen står for udsendelsen af sundhedspersonalet, og udsendelsen har været tæt koordineret med sundhedsstyrelsen og de danske sundhedsmyndigheder.

    Bidraget til Slovakiet vurderes ikke at medføre mærkbar belastning på det danske sundhedsvæsen, hvad angår såvel behandling af patienter med COVID-19, som håndtering af anden akut og planlagt aktivitet i sundhedsvæsenet.

    For yderligere information:

    Udenrigsministeriets pressevagt: pressevagten@um.dk

    Sundhedsministeriets pressevagt: pressevagt@sum.dk

    Forsvarsministeriets pressevagt: presse@fmn.dk

    Beredskabsstyrelsens pressevagt: brs-ktp-kom@brs.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-sender-laeger-og-sygeplejersker-til-slovakiet-for-at-hjaelpe-i-forbindelse-med-covid-19-pandemien?releaseId=13616478

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **