PRM / Telia reducerer klimaaftryk med 6.000 ton CO2 i et coronapræget 2020

    Pressemeddelelse fra Telia Danmark

    Når man opgør Telia Danmarks klimaaftryk på tværs af hele værdikæden for 2020, udledte Telia 69.000 tons CO2 – det svarer til, hvad 7.700 danskere udleder på et år – og genererede omkring 500 tons affald. Det er et fald på henholdsvis 8% og 30% sammenlignet med 2019. Hele Telias værdikæde er inkluderet i bæredygtighedsanalysen, som er udarbejdet i samarbejde med The Footprint Firm og bygger på den anerkendte The Greenhouse Gas-protokol (GHG).

    Telias primære CO2-udledninger ligger i de såkaldte indirekte udledninger. Det dækker bl.a. over udbygning og drift af Telias netværk samt produktion, transport og brug af de mobiltelefoner og det elektroniske tilbehør, som Telia sælger. Disse udgør 89 % af Telias samlede CO2-udledninger og begge områder har rykket sig i forhold til sidste år.

    Med øget fokus og mere effektiv lagerstyring, der har betydet indkøb af færre mobiler, samtidig med at salget er steget, er Telia lykkedes med at nedbringe lagerbeholdning og sænke klimaaftrykket for området med 7%. Samtidig er energiforbruget til at drive mobilnetværket steget med 9%. Det skyldes især danskernes øgede dataforbrug og hjemmearbejde i 2020.

    “Reduktionen af vores klimaftryk sammenlignet med sidste år svarer til udledningen ved at flyve 900 gange rundt om jorden. Det er resultatet af både ydre og indre omstændigheder. Nedlukningerne i samfundet og det generelt grønnere elnet i Danmark bidrager til reduktionen af vores udledninger. Samtidig ser vi de første effekter af en række initiativer, som vi har søsat i 2020, der viser, at vi er på rette spor i forhold til at indfri vores klimaambitioner,” siger Julie Nilsson Bour-Hil, direktør for Bæredygtighed og Kommunikation i Telia Danmark.

    Corona sætter sit præg

    Et 2020 stærkt mærket af covid-19 situationen sætter aftryk på Telias samlede CO2-udledninger. Den globale coronapandemi med store nedlukninger af det danske samfund til følge ses tydeligt i analysen af Telias klimaaftryk.

    “Vi har et detaljeret indblik i, hvor samtlige vores udledninger kommer fra. Og det er tydeligt, hvordan vores forretning er blevet påvirket af coronakrisen. På områder som f.eks. medarbejderes transport til og fra arbejde, forretningsrejser, udledninger til driften af vores kontorer og vores kunders transport til og fra vores butikker, ser vi et fald på ca. 2.000 ton CO2 i forhold til foregående år,” siger Julie Nilsson Bour-Hil.

    Klare delmål frem mod 2025

    Telia har sat et ambitiøst klimamål om 0 % CO2 og 0 % spild i 2030. For at sikre fremgang og de rigtige skridt på vejen mod klimaneutralitet, arbejder Telia med en række klare delmål, der er beskrevet i rapporten. I 2025 er det f.eks. målet, at mere end halvdelen af Telias leverandører, ligesom Telia, har certificerede Science Based Targets, der sikrer klimamål, der begrænser de globale temperaturstigninger til 1,5 grader. Derudover vil genbrug og leasing af mobiltelefoner blive en markant del af Telias produktudvalg på sigt.

    “I 2020 har vi haft fuldt fokus på at blive helt skarpe på, hvad der skal til for at klimaneutralisere vores forretning – både ved at sætte klare mål og konkretisere vores fokusområder. Effekten af disse vil vi primært se på den lange bane, men arbejdet er allerede startet, og det går på tværs af hele vores forretning. Der er ingen tvivl om, at samarbejdet med alle vores leverandører er afgørende for at lykkes. At vores indirekte udledninger, som netop stammer fra vores værdikæde, er reduceret i 2020 viser, hvad vi kan flytte i forhold til den grønne omstilling, når vi arbejder sammen,” slutter Julie Nilsson Bour-Hil.

    Læs hele Telia Danmarks bæredygtighedsrapport for 2020 her.

    Læs mere om Telia Danmarks indsats for bæredygtighed her.

    Fakta

    Telias samlede CO2-aftryk

    20202019
    69.058 ton75.438 ton

    Fordeling af CO2-aftryk 2020

    MængdeKilde
    ~29% / 19.750 tonNetværk
    ~27% / 18.954 tonLeverandører (Spotify, HBO, marketing mm.)
    ~20% / 13.811 tonMobiltelefoner
    ~14% / 9.688 tonØvrig hardware
    ~5% / 3.614 tonTransport
    ~5% / 3.338 tonBygninger

    Telias samlede affaldsmængde

    20202019
    508 ton730 ton

    Fordeling af affaldsmængde 2020

    MængdeKilde
    ~30% / 152 tonElektronisk affald
    ~25% / 126 tonKonstruktionsaffald (stål, træ mm.)
    ~21% / 108 tonSmåt brændbart (plast, pap mm.)
    ~12% / 63 tonBioaffald (herunder madrester fra kantine)
    ~12% / 60 tonSlam (spildevand etc.)

    Analyse af baseline

    Telias baseline-analyse synliggør CO2-aftrykket ud fra tre fokusområder/scopes

    • Scope 1: Direkte CO2-emission; fx brændstof til bilflåden og brændstof til nødstrømsanlægget på hovedkontoret mv.
    • Scope 2. Indirekte CO2-emission; fx samlet el-forbrug, varme og køling af datacentre – emission ude, forbrug hjemme mv.
    • Scope 3. Alle andre indirekte CO2-emissioner; fx rejser, solgte mobiltelefoner (produktion og levetidsforbrug, fragt, medarbejder-pendling mv.

    Kontakt:

    Pressechef Mads Houe tlf.: 28 27 01 71 email: mads.houe@teliacompany.com

    Kommunikationskonsulent Jeppe Funder tlf.: 28 27 02 30 email: jeppe.funder@teliacompany.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/telia-reducerer-klimaaftryk-med-6000-ton-co2-i-et-coronapraeget-2020?releaseId=13616233

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **