PRM / Coronakrisen trækker lange skygger i selv de sundeste brancher

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Mindre bureaukrati, datadrevne arbejdsgange og en styrkelse af eksporten. Det er nogle af de langsigtede initiativer, der bliver brug for, hvis dansk erhvervsliv skal komme nogenlunde helskindet ud på den anden side af coronapandemien.

    Og det er ikke kun de i forvejen mest udsatte brancher, der mærker konsekvenserne af den øjeblikkelige coronakrise. En ny brancheanalyse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne viser, at selv installationsbranchen, som ellers hører til de dele af erhvervslivet, der har klaret sig bedst under krisen, efter alt at dømme skal ind i minimum 2022, før man passerer omsætningen fra før, pandemien ramte os.

    “Det viser bare, at en krise af det omfang, vi i øjeblikket er inde i, kræver, at man fra politisk side også er i stand til at tænke langsigtet, når det gælder om at give erhvervslivet de rammevilkår, der er brug for til at sætte yderligere gang i væksten,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    Tænd det lange lys

    “Det seneste år har den politiske indsats overfor erhvervslivet primært handlet om akut “brandslukning”, for at dulme effekterne af coronaudbruddet. Men i takt med at vi forhåbentlig får en ganske vist forandret virkelighed – men dog en hverdag – på den anden side af pandemien uden restriktioner, er det afgørende at tænke langsigtet ift. at styrke danske virksomhedernes konkurrenceevne,” siger Troels Blicher Danielsen og uddyber:

    “Kort sagt så skal det gøres lettere at drive og udvikle virksomhederne. Regeringen har tidligere lovet, at man fx ville reducere bureaukrati og unødige arbejdsgange, men det har været småt med reelle initiativer, som kan gøre den daglige virksomhedsdrift mere effektiv og styrke konkurrenceevnen,” siger Troels Blicher Danielsen.

    Som eksempler på mulige initiativer nævner han en sænkelse af dokumentationskrav og kontrolniveau for virksomheder, som tidligere har vist, at man efterlever regler og påbud. Samtidig bør regeringen fjerne dobbeltindberetninger til det offentlige for at reducere de administrative byrder.

    “Den offentlige sektor arbejder i det hele taget stadig ikke digitalt, fordi deres digitale værktøjer og tankesæt, indberetninger og anvendelse af data generelt ikke tager udgangspunkt i virksomhedernes hverdag. Myndighederne deler fx ikke data med hinanden og udnytter ikke mulighederne ved at samarbejde på tværs.”

    “Det betyder konkret, at myndighederne møder virksomhederne alt for stereotypt fremfor at udnytte den viden, der allerede er rapporteret ind til en anden myndighed. Desuden stilles myndighedernes data ikke til rådighed, selvom det kunne give anledning til nye forretningsmuligheder i erhvervslivet,” siger Troels Blicher Danielsen.

    Nøgleresultater fra markedsanalysen:

    • De danske el- og vvs-installationsvirksomheder hører til de brancher, som har været bedst til at holde gang i aktiviteten, ikke mindst på baggrund af initiativer som lempelser af kommunernes anlægslofter, håndværkerfradrag og udbetalte feriepenge.
    • Efter seks år med uafbrudt vækst forventer TEKNIQ Arbejdsgiverne dog et omsætningsfald i installationsbranchen på 4,3 procent i forhold til året før, når der gøres endelig status for 2020.
    • Til gengæld forventes 2021 at byde på en stigning i cirka samme størrelsesordning, og først i 2022 vil der så blive tale om reel fremgang.
    • I metalindustrien har man overvejende oplevet omsætningsvækst siden 2010. Men alene i første halvår 2020 faldt omsætningen med 2,6 procent i forhold til samme periode året før.
    • I modsætning til installationsbranchen forventer TEKNIQ Arbejdsgiverne ikke, at udviklingen i metalvirksomhederne vil rette sig op i 2021 – bl.a. fordi metalindustrien er stærkt afhængig af eksportmarkederne omkring os.

    Kilde: Markedsanalyse, TEKNIQ Arbejdsgiverne

    BEMÆRK: Hele markedsanalysen kan læses her!

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 72 14 20 17

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coronakrisen-traekker-lange-skygger-i-selv-de-sundeste-brancher?releaseId=13616267

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **