PRM / Over en halv million danskere kan nu bekæmpe madspild med Netto+-appen

    Pressemeddelelse fra Salling Group

    Mere end en halv million danskere har med deres Netto+-app allerede stribevis af gode tilbud liggende klar på telefonen. Men nu vil Netto også gøre det muligt for alle at tage aktiv del i kampen mod madspild med mobilen i hånden.

    Med Netto-appen bliver det nemlig muligt at få et overblik over dagligvarer, der er tæt på at nærme sig “bedst-før”-datoen, som dermed kan fås til en ekstra god pris og samtidig reddes, inden varen skal kasseres.

    – Allerede nu er rigtig mange kommet godt i gang med at bruge Netto+, og hele tanken bag appen er, at vi samler alt på ét sted. Derfor giver det også god mening at integrere de lokale madspildstilbud og nedsatte varer direkte i Netto+, siger Martin Hasgard Olesen, der er kommerciel direktør i Netto, og fortsætter:

    – Vi ved, at kunderne prioriterer gode tilbud og samtidig gerne vil undgå madspild. Ved at give over en halv million kunder endnu bedre forudsætninger for at vælge potentielle overskudsvarer kan vi gøre en stor forskel og redde mange varer.

    At alle kan tage del i kampen mod madspild er ikke nyt. Gennem flere år har Netto haft app’en “Mad skal spises”, der med succes har hjulpet kunder og butikker med at gøre det enkelt at bidrage til mindre madspild. Det er læring og funktioner fra netop denne app, der nu integreres i den populære og allerede meget udbredte Netto+-app.

    – Madspild er et område, vi prioriterer i Netto, og noget, vi har arbejdet dedikeret og målrettet med i flere år. Og det hjælper rigtig mange kunder os med hver eneste dag. Nu samler vi overblikket i Netto+, som over en halv million benytter, for at komme endnu længere ud og for at få endnu flere med i kampen. Vi har en stor tro på, at det kan gøre en mærkbar forskel, uddyber Martin Hasgard Olesen.

    Nettos ambition er at halvere sit madspild inden 2030, og kæden er i de seneste år lykkedes med en reduktion på 31,3 % i perioden 2014-2019. Tiltaget forventes at bidrage yderligere til at indfri Nettos mål. Netto samarbejder tillige med bl.a. Too Good To Go, Fødevarebanken og Stop Spild Lokalt, som hver dag modtager overskudsmad fra Netto og sørger for, at det går til et godt formål – det kan være til varmestuer, børnehjem eller andre organisationer.

    – – – – – – – –

    Om madspild i Netto

    Netto har en ambition om at halvere sit madspild inden 2030 – og valgte som den første dagligvarekæde i Norden at lægge sine samlede madspildstal åbent frem.

    I 2014 blev der spildt 19.458 tons mad i Nettos forretninger. Det tal arbejder Netto på at få ned på 9.729 inden 2030.

    Om Netto+

    Netto+ er Nettos nye indkøbs-app. Den rummer en masse nye funktioner, som skal sikre kunderne den bedste oplevelse, når de køber ind.

    Med appen får kunderne overblik over priser og personlige tilbud, ligesom alle kvitteringer gemmes automatisk i appen.

    Appen indeholder derudover funktionen “friskhedsgaranti”, som er kundernes garanti for, at de nemt og hurtigt kan få pengene retur, hvis en vare ikke lever op til forventningerne.

    Appen indeholder samtidig en ny og intelligent indkøbsliste og en prisscanner. På sigt vil det også være muligt at betale direkte gennem appen, så man nemt kan scanne sine egne varer, betale ved et enkelt swipe og forlade butikken – uden hverken at skulle have ens varer op på båndet eller stå i kø.

    Læs mere på: https://netto.dk/nettoplus/

    Kontakt:

    Salling Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@sallinggroup.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/over-en-halv-million-danskere-kan-nu-bekaempe-madspild-med-netto-appen?releaseId=13615774

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **