PRM / Telia har sporet og spærret mobiltelefoner for 5 millioner kroner

    Pressemeddelelse fra Telia Danmark

    Telia investerede sidste år i et nyt sporingssystem, der skal sikre teleselskabet mod at blive svindlet og udsat for røverier fra kriminelle.

    Softwaren gør Telias sikkerhedsafdeling i stand til at blokere enhver stjålen iPhone og Android-mobiltelefon ud fra mobilens IMEI-nummer, uanset hvor de befinder sig, og hvem der har tilegnet sig dem. Mobilen vil vise en besked på displayet, hvor der står, at den er blokeret, samt et telefonnummer, man kan ringe til, såfremt man mener at telefonen er spærret ved en fejl.

    Beskyttelse af medarbejdere
    Dette redskab skal ikke mindst virke forebyggende i forhold til det store antal mobiltelefoner, der hvert år bliver stjålet eller forsvinder under transporten til kunderne. Det kan også gælde for telefoner, der er købt med brug af stjålet ID. Disse nye telefoner sælges ofte videre til mere eller mindre godtroende slutbrugere i Danmark eller i udlandet.

    "Vi oplevede for få år siden en stribe tyverier og sågar voldsomme røverier i vores butikker, hvor målet var fabriksnye mobiltelefoner. Det er selvsagt både ubehageligt for medarbejderne og en unødig udgift for forretningen. Derfor besluttede vi at finde en løsning, der kunne eliminere gevinsten ved disse tyverier - og her er vores nye redskab meget effektivt. Rygtet om, at telefoner, der er stjålet, bliver lukket ned, så snart de kobler sig på et netværk, spreder sig hurtigt, og dermed forsvinder incitamentet til at stjæle fra Telias butikker og forsendelser", siger Lone Kyhl Hendriksen, Head of Consumer & Channels hos Telia.

    En præventiv effekt
    Hvis man som privatperson får stjålet sin mobiltelefon, er det ofte muligt at spore telefonen og blokere den via et standardprogram som Find My iPhone - men så snart telefonen er formateret og installeret med en ny brugerkonto, er dette ikke længere muligt.

    Med den softwareløsning, som Telia benytter, bliver den stjålne telefon spærret, så snart den logger på et netværk - hvor som helst i verden - også selvom den er registeret med en ny brugerkonto. Det har indtil videre ført til, at danske mobiltelefoner er spærret over det meste af Europa, Asien og Afrika.

    Hos Telia glæder man sig over det nye våben til bekæmpelse af organiseret tyveri af mobiltelefoner:

    "Tiltaget har en præventiv effekt, fordi vi nu kan fjerne de kriminelles gevinst ved tyverierne. Ideelt set vil vi derfor gerne have de andre teleselskaber med i indsatsen, fordi det vil medvirke aktivt til at begrænse antallet af tyverier og røverier mod danske butikker og medarbejdere", slutter Lone Kyhl Hendriksen.

    Telia har oplevet en nedgang i antallet af sager, hvor selskabet spærrer telefoner i 2020 i forhold til 2019. Nedgangen er dog også delvist en konsekvens af corona-restriktionerne, der har medført både lukkede butikker og grænser, hvilket har gjort livet surt for internationale bander med speciale i mobiltyverier.

    Top10: Hvor ender de stjålne mobiltelefoner?
    1. Danmark, 23 %
    2. Tyskland, 22,3 %
    3. Polen, 9,4 %
    4. Rumænien, 5,8 %
    5. Marokko, 5 %
    6. Hviderusland, 5 %
    7. Makedonien, 4,3 %
    8. Egypten, 2,9 %
    9. Rusland, 2,2 %
    10. Libanon, 2,2 %

    5 OBS-punkter ved køb af brugt mobiltelefon:
    1. Er prisen alt for god til at være sand, så er der en risiko for, at telefonen er stjålet. Vær altid kritisk, når du køber en telefon privat.
    2. At en telefon er i ny emballage, og der medfølger kvittering fra et nyligt køb, er ikke en garanti for, at den ikke risikerer at blive spærret. Telefonen kan være købt på stjålet ID.
    3. Alarmklokkerne bør altid ringe, hvis sælger fx vil mødes på en p-plads og kun tager imod kontanter.
    4. Står der i annoncen, fx på en online markedsplads, at en helt ny telefon sælges, fordi den er vundet i en konkurrence, så vær skeptisk. Den kan være stjålet - og dermed blive spærret, når du tager den i brug.
    5. Hvis du køber en mobiltelefon privat, så afhent altid telefonen på sælgers adresse og overfør altid på MobilePay eller lignende. Er uheldet ude, og telefonen bliver spærret, skal du melde forholdet til politiet, da du er blevet udsat for bedrageri. Dernæst kan du kontakte Telia på det nummer, der står på den spærrede telefon. Vi vil behandle sagen individuelt.

    Kontakt:

    Pressechef Mads Houe tlf.: 28 27 01 71 email: mads.houe@teliacompany.com

    Kommunikationskonsulent Jeppe Funder tlf.: 28 27 02 30 email: jeppe.funder@teliacompany.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/telia-har-sporet-og-spaerret-mobiltelefoner-for-5-millioner-kroner?releaseId=13615312

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **