PRM / Testambassadører skal stemme dørklokker i Kokkedal

    Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune

    Allerede i denne weekend bliver “testambassadører” fra Styrelsen for Patientsikkerhed tydelige profiler i Egedalsvænge i Kokkedal. Iklædt synlige veste går de fra dør til dør med det klare mål at få endnu flere borgere til at lade sig teste og dermed banke coronasmitten ned.

    “Vi er glade for, at Styrelsen for Patientsikkerhed understøtter den store indsats, som kommunen, boligselskaberne, de boligsociale indsatser, foreninger og en masse gode frivillige kræfter allerede yder. Smittetrykket er især højt i Egedalsvænge og det er derfor også her, at styrelsen i første omgang koncentrerer indsatsen”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, og fortsætter:

    “Vi skal banke smitten ned meget hurtigt, og jeg vil derfor de kommende dage afsøge alle muligheder for, at vi kan udvide både testmuligheder og smitteopsporingen, for dette er en situation, som vi på ingen måde vil acceptere udvikler sig yderligere i Fredensborg Kommune”.

    Styrelsen for Patientsikkerheds medarbejdere stemmer dørklokker i Kokkedal lørdag den 6. marts i tidsrummet kl. 16 til 20 og søndag den 7. marts mellem kl. 10 og 16.

    I Kokkedal er testcenteret i Egedalshallen – Holmegårdsvej 3 – åben alle ugens dage kl. 8-20. Ingen tidsbestilling – bare mød op.

    På www.fredensborg.dk/corona er der bl.a. yderligere information om, hvor det er muligt at lade sig teste – både kviktekst og PCR-test.

    Kontakt:

    Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A) tlf. 25 29 19 42

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/testambassadorer-skal-stemme-dorklokker-i-kokkedal?releaseId=13615625

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **