PRM / Cykelløb sender toppen af cykelsporten til Esbjerg Kommune

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Når cykelløbet PostNord Danmark Rundt til august ruller ud på de danske landeveje, er Esbjerg Kommune i centrum på ikke mindre end to etaper. Allerede på den første etape den 10. august drøner feltet nemlig i mål i Esbjerg, mens starten til løbets anden etape den 11. august går i Ribe. Det betyder, at cykelentusiaster begge dage kan opleve cykelrytterne og hele løbets karavane på kommunens veje.

    Et brag af et cykelløb

    PostNord Danmark Rundt og Danmarks Cykle Union har netop offentliggjort årets rute rundt i Danmark, og efter at cykelløbet sidste år blev aflyst på grund af coronavirus, er der i år lagt op til et brag af et cykelløb. 20 spændende hold deltager, og seks af dem er såkaldte World Tour hold, som før PostNord Danmark Rundt har kørt bl.a. Tour de France. Publikum kan derfor se frem til et cykelløb på højeste sportslige niveau.

    Fra Struer sætter feltet på den første etapes 176 km kursen mod Esbjerg, hvor dagens vinder findes på rundstrækningen i midtbyen med opløb i Havnegade og mål ved Musikhuset Esbjerg. På dag to kører feltet samlet fra pladsen ved Ribe Domkirke og ud gennem Nordens ældste by, inden løbets anden etape for alvor bliver sat i gang i udkanten af byen, og målet for dagens 183 km er Sønderborg. PostNord Danmark Rundt har i alt fem etaper og slutter med en enkeltstart på Frederiksberg den 14. august.

    Toppen af cykelsporten

    Også sidste år skulle Esbjerg Kommune have lagt veje til PostNord Danmark Rundt, og borgmester, Jesper Frost Rasmussen, glæder sig over, at det i år er lykkedes at få både mål og start i kommunens byer.

    “Det bliver spændende igen at mærke stemningen og suset, når toppen af cykelsporten samles her hos os. Vi har efterhånden en del erfaring med at skabe gode rammer om de store cykelløb, og hver gang oplever vi, hvordan det giver gode oplevelser og sætter vores kommune på landkortet, fordi vi får vist os frem og fortalt om alt det gode her hos os”, siger Jesper Frost Rasmussen.

    Optakt til festugen

    PostNord Danmark Rundt var senest i Esbjerg Kommune i 2016, hvor Esbjerg var målby for en etape, og i 2019 blev DM i Landevejscykling afholdt i Esbjerg Kommune. I år ligger PostNord Danmark Rundt i dagene lige op til Esbjerg Festuge, så cykelløbet bliver en festlig optakt til festugens aktiviteter.

    Kontakt:

    Jesper Frost Rasmussen, borgmester, tlf. 27 24 18 00, jesra@esbjerg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/cykellob-sender-toppen-af-cykelsporten-til-esbjerg-kommune?releaseId=13615080

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **