PRM / Nyt familiespil sætter fokus på børns trivsel

    Pressemeddelelse fra Julemærkefonden

    Hvad er din største drøm? Hvad sætter du pris på hos en god ven? Og hvad betyder likes på sociale medier for dig?

    Spørgsmål som disse og mange andre kommer på bordet, når man spiller den nye udgave af familiespillet Small Talk – Big Questions. Det er en ganske særlig udgave af spillet, da det er blevet til i samarbejde med de fem danske Julemærkehjem.

    Formålet med spillet er på en sjov og nærværende måde at sætte fokus på det, som skaber værdi og glæde i børn og unges hverdag. Derfor handler spørgsmålene om fx venskab, familie, skole, selvværd, motion, sund kost og digitale vaner.

    Julemærkehjemmene hjælper børn, der mistrives

    Julemærkehjemmene har bidraget til spørgsmålene med deres viden om trivsel hos børn og unge. Her hjælper man hvert år ca. 1.000 børn i alderen 7-14 år, som bliver mobbet, er ensomme eller på anden måde mistrives.

    På Julemærkehjemmene er der fokus på trivsel, socialt samvær og sund livsstil. Under opholdet får børnene hjælp til at få det bedre med sig selv. Det sker bl.a. ved at tale om, hvad der er vigtigt i et fællesskab, og hvordan man lever et aktivt liv med sunde vaner.

    “Vi er glade for at kunne være med til skrive spørgsmålene til spillet. Vi oplever desværre at flere og flere børn udsættes for mobning eller står uden for fællesskabet. Spillet kan være med til at gøre os bedre til at tale om, hvordan vi hver især bedst trives i fællesskaber”, siger Søren Ravn Jensen, direktør i Julemærkefonden.

    “Jeg er rigtig glad for, at det nye Small Talk er lavet i samarbejde med Julemærkehjemmene, for de emner og spørgsmål, som vi har udarbejdet, er relevante at tale om i alle familier og skoleklasser i Danmark. For hver solgt æske støttes Julemærkehjemmenes fantastiske arbejde og giver børn, som mistrives endnu bedre vilkår for at opnå deres mål og drømme. Det gør dette samarbejde endnu mere vigtigt for mig”, siger Katja Bamberger Bro, stifter af Small Talk – Big Questions.

    Novo Nordisk støtter udgivelsen

    Novo Nordisk har sponsoreret de første 1.000 eksemplarer af spilllet til børnene på de fem Julemærkehjem i Danmark. De overrækkes torsdag d. 4. marts. 2021.

    Novo Nordisk har gennem flere år via forskellige aktiviteter støttet op om Julemærkehjemmene. Det nye Small Talk-spil kan starte vigtige samtaler hos børn og skabe fortrolighed om emner, der kan være svære at tale om. Derfor er Novo Nordisk glad for at have fået muligheden for at sponsorere denne særlige udgave af Small Talk.

    Et spil hvor alle vinder

    Small Talk – Big Questions kan spilles både hjemme, i fritidsklubben og som en del af skoleundervisningen. De 72 spørgsmål er udformet på dansk og engelsk. De kan besvares af både voksne og børn fra 6 år.

    Som i de andre Small Talk – Big Questions-spil er der ingen rigtige eller forkerte svar. Alle vinder viden ved at snakke sammen og dele sine historier og tanker.

    Spillet kan købes fra d. 4. marts i Bog&idé, boghandlere og andre udvalgte butikker over hele landet samt i webshoppen på julemaerket.dk og focksy.dk

    Et spil koster 99,95 kr. For hvert solgt spil går 15 kr. til Julemærkehjemmene.
    Du kan læse mere om Julemærkehjemmene på www.julemaerket.dk

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationsmedarbejder Thomas Elmegård tlf.: 40 41 36 61 email: thomas.elmegard@julemaerket.dk

    Small Talk – Big Questions
    Katja Bamberger Bro, founder
    Telefon 23 41 96 76

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-familiespil-saetter-fokus-pa-borns-trivsel?releaseId=13612802

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **