PRM / Ny privatkundechef med stærkt lokalt engagement

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Suki er en handlekraftig og initiativrig mand, der brænder for at gøre en forskel for Andelskassen i Svendborg og bankens kunder. Han har stor erfaring inden for boligrådgivning og er god til at føre sine idéer og løsningsmuligheder ud i livet, så det skaber værdi for kunderne.

    “Som økonomisk rådgiver har man et stort ansvar og spiller en vigtig rolle i folks liv. Jeg er god til at sætte mig ind i folks situation og se løsninger og muligheder, der kan bidrage til, at folk kan opnå eksempelvis deres boligdrømme. Ikke nødvendigvis i morgen, men så lægger vi en plan for, hvordan drømmen kan realiseres, ” fortæller Suki.

    Derfor er netværk og gode relationer til kunder og samarbejdspartnere også vigtige for Suki, der er meget bevidst om, at han har et stort ansvar over for kunder og samarbejdspartnere.

    “Mit job er kendetegnet ved, at jeg arbejder for at knytte gode og vedvarende bånd til kunder og samarbejdspartnere. I et godt samarbejde er det vigtigt, at folk føler de får noget igen, og som bankrådgiver ligger der samtidig et stort samfundsansvar i at guide folk i den rigtige retning, ” siger Suki.

    Gode idéer og skræddersyede løsninger

    Suki kommer til Andelskassen fra en stilling i Sydbank i Svendborg, hvor han har været de sidste 3,5 år, og gennem de seneste 15 år har han også arbejdet i BankNordik, Danske Bank og Jyske Bank, nogle af årene i København. Med skiftet glæder Suki sig over at være en del af en bank, hvor der er plads til at prøve nye idéer af og mulighed for at tage hurtige beslutninger, når det er nødvendigt.

    “I Andelskassen er der plads til nye tanker og mulighed for, at vi kan inspirere hinanden og bygge bro mellem hinandens idéer. Det kommer kunderne til gavn, når man får en idé, og der er mulighed for at føre den ud i livet. Det skaber løsninger, der er skræddersyede til kunderne, ” siger Suki.

    En god rollemodel for sine børn

    Suki er vokset op og har boet størstedelen af sit liv i Svendborg, efter han kom til Danmark fra Sri Lanka med sine forældre som 4-årig. Fritiden bruger han gerne på at spille oldboys fodbold, når ikke skader forhindrer det, men størstedelen af tiden er han sammen med sin hustru og deres børn på ni og fem år, og han nyder at give sine børn en god barndom.

    “Jeg ønsker at give mine børn en barndom, de kan huske tilbage på med glæde. Samtidig skal de klædes godt på til at kunne begå sig. Som voksent menneske og som far ønsker jeg at være en rollemodel over for egne og andre børn. De værdier, vi som forældre og voksne giver videre, bliver afgørende for vores børns opvækst, og vi må ikke glemme, vi har det godt her i Danmark, ” siger Suki.

    Det er ikke kun sine egne børn, han ønsker en god barndom for. Derfor har Suki også tidligere været tilknyttet Junior Chamber International (JCI) Svendborg, der er et non-profit erhvervsnetværk. Her har Suki blandt andet været primus motor på juleindsamlingen af brugt legetøj, der blev delt ud til børn i udsatte familier i lokalområdet.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 25 39 86 20 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-privatkundechef-med-staerkt-lokalt-engagement?releaseId=13614828

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **