PRM / Samarbejde om udvikling af danske klimateknologier

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Technical Sciences

    Folketinget har besluttet, at udledningen af klimagasser fra dansk landbrug skal reduceres med 70 procent inden 2030. Der er allerede udviklet og implementeret en række klimateknologier, som anvendes bredt i landbruget, og den danske fødevaresektor er blandt verdens bedste, når udledningen af klimagasser sammenholdes med produktionen.

    Hvis målet om en 70 procents reduktion skal nås, så er der imidlertid et tvingende behov for at øge udviklingen og implementeringen af nye, effektive klimateknologier, som hurtigt kan anvendes i praksis. Alternativet er en betydelig reduktion af den danske fødevareproduktion.

    Dyrt at udvikle nye teknologier

    I forskningsmiljøerne og i mange virksomheder er der stor viden om mulighederne for at reducere udledningerne af klimagasser fra landbruget. Men hvis denne viden skal nyttiggøres, så skal den omsættes til teknologier, som landbruget og landbrugsvirksomhederne vil investere i.

    Det er meget dyrt at udvikle nye klimateknologier, og selv om teknologien virker i laboratoriet, så kan det kræve en stor indsats at få det tilpasset praktisk landbrug. Udviklingsomkostningerne må i stort omfang betales af de landmænd, som skal implementere teknologierne. Der er i derfor et stort behov for at billiggøre indsatsen. I den henseende er det en barriere for udviklingen af effektive klimateknologier, at dansk landbrug er et forholdsvist lille marked.

    Evaluering og udvælgelse af teknologier

    Det koster at gøre noget for klimaet, og landmændenes brug af klimateknologier vil fremover være styret både af politiske krav og af krav og forventninger på fødevaremarkederne. Det er derfor afgørende, at der er gennemsigtighed omkring teknologiernes effektivitet, både i forhold til klima, men også i relation til andre bæredygtighedsaspekter, som miljø og dyrevelfærd.

    Samtidig kan det være vanskeligt at vurdere nye teknologiers effektivitet. Den manglende gennemsigtighed gør det svært at sætte rammerne for anvendelsen af nye teknologier, og det gør det svært for virksomhederne at markedsføre teknologierne og for landmændene at vurdere hvilke teknologier, der giver den bedste omkostningseffektivitet.

    iClimate centret ved Aarhus Universitet sætter nu fokus på disse problemstillinger ved nye danske klimateknologier inden for landbruget – både for myndigheder, landmænd og virksomheder. Det er målet at skabe et overblik over potentielle klimateknologier inden for landbruget, som der kan arbejdes videre med. Oversigten skal bl.a. give indsigt i de principper, som teknologien bygger på, hvilke omkostninger det indebærer at udvikle og anvende teknologien samt hvor effektiv teknologien vil være.

    Workshop, international konference og europæisk seminar

    iClimate inviterer i første omgang forskere og virksomheder til en national workshop, hvor formålet er at fremlægge og diskutere teknologier, som kan indgå i oversigten. Dette vil medvirke til at skabe grundlag for en dansk forsknings- og udviklingsindsats på området, men det er samtidig målet at skabe grundlag for et internationalt samarbejde om at løse landbrugets klimaudfordring.

    Til næste år afholder iClimate derfor en international konference, hvor internationalt førende forskere vil beskrive udfordringer og løsninger på landbrugets udledning af klimagasser, og hvor nye teknologier til dette spiller en stor rolle. Det handler dog ikke kun om teknologierne, men i høj grad også, hvordan de bringes fornuftigt i anvendelse. Konferencen skal munde ud en konkluderende artikel, der kan bruges som springbræt for et internationalt forskningssamarbejde på området.

    Afslutningsvis vil iClimate holde et seminar i Bruxelles, hvor de teknologiske muligheder for løsninger på landbrugets klimaudfordringer præsenteres for europæiske beslutningstagere; bl.a. repræsentanter for Europa Parlamentet, EU-Kommissionen samt landbrugsorganisationer og virksomheder. Formålet er her at orientere beslutningstagerne om, hvilke teknologier, der er trapperne, deres modenheden og ikke mindst hvilke rammevilkår, der er behov for, såfremt landmænd og virksomheder skal kunne investere i klimateknologier.

    Gennemsigtighed giver nye muligheder for danske teknologier

    Samlet set er det arrangørernes håb, at processen vil gøre det mere gennemsigtigt for landbruget at vælge de rigtige teknologier, at det bliver nemmere for myndighederne at fastsætte de rigtige rammer for anvendelse af klimateknologier, og at det bliver økonomisk attraktivt for virksomheder at indgå i udviklingen af nye teknologier.

    Interesserede virksomheder opfordres derfor til at kontakte arrangørerne og tilmelde sig workshoppen.

    Yderligere oplysninger

    Professor Sven G. Sommer, Institut for Bio- og Kemiteknologi, Aarhus Universitet

    Professor og Institutleder Jørgen E. Olesen, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet

    Program og tilmelding

    Technologies for a Danish Zero Greenhouse Gas Emission Agriculture. A one-day national workshop on technologies to reduce green-house gas (GHG) emissions from agriculture

    International conference on Zero Greenhouse Gas Emission in High Productive Agriculture

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/samarbejde-om-udvikling-af-danske-klimateknologier?releaseId=13614823

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **