PRM / Flamingoaffald får nyt liv med unik dansk sorteringsløsning

    Pressemeddelelse fra Escalate ApS

    Det er slut med at smide flamingokasser og andet beskidt isoleringsmateriale af polystyren til afbrænding på genbrugspladsen. En ny dansk opfindelse gør det nemlig muligt at sortere og komprimere polystyren, der ofte er svært sortérbart affald. Den nye sorteringscontainer er god for miljøet på en række parametre.

    Sådan lyder den korte version om den nye og effektive genbrugsløsning fra Shark Compactors A/S.

    “Simpelt fortalt har vi skabt en mobil sorteringscontainer, der kan fjerne betonrester, grus og metal fra polystyrenaffald og efterfølgende komprimere den brugte flamingo ekstremt hårdt,” siger Bent Eriksen, der er CEO i Shark Compactors A/S.

    Den nye containerløsning hedder Shark Mk9 EPS Press og er en såkaldt mobilcontainer, der forholdsvis let kan flyttes rundt. Både sortering og komprimering gør den nye sorteringsløsning klimavenlig og unik.

    Konkret bliver det bløde materiale flået i stykker, sorteret og presset 40 gange mindre. Den høje komprimering sparer CO2 på transporten af materialet efterfølgende, og man undgår så at sige at transportere luft i den brugte flamingo/EPS til fabrikken, der skal genanvende den.

    “Det er oplagt en fordel for miljøet, når vi sorterer vores affald effektivt, men det er i lige så høj grad vigtigt at fokusere på, hvordan vi efterfølgende transporterer det til genanvendelse. Og her vinder MK9 også, da det har en gavnlig effekt på CO2-regnskabet, at der kan transporteres meget mere brugt polystyren ad gangen,” siger Bent Eriksen.

    Stor interesse fra udlandet

    Markedet i Danmark og resten af Europa er stort for CO2-venlige løsninger inden for genanvendelse af affald, og de første Shark MK9 EPS Press er allerede solgt til danske kunder.

    Samtidig er der stor interesse fra eksempelvis Norge og Sverige og andre europæiske lande.

    “Vi er rigtig stolte af, at vi som et mindre dansk firma udvikler og producerer en løsning, der har modtaget så stor interesse,” siger Bent Eriksen og fortsætter: “På mange måder er det jo et kinder-æg: Godt for miljøet, godt for CO2-regnskabet og godt for økonomien, da både indsamling og genanvendelse af polystyren gøres rentabelt, nemt og effektivt.”

    Tilbagebetalingstiden for en Shark MK9 EPS Press er lav. Beregninger viser et sted mellem et og to år på grund af den store komprimering, der sparer kroner og ører på opbevaring og transport.

    For yderligere information kontakt:

    Bent Eriksen, CEO Shark Compactors A/S, tlf. +45 5195 0400 – bent.eriksen@shark-containers.com eller Kristian Ravn, International Export Manager, tlf: +45 2268 2210 krj@shark-containers.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flamingoaffald-far-nyt-liv-med-unik-dansk-sorteringslosning?releaseId=13613362

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **