PRM / Stort potentiale for at få flere unge ind på erhvervsuddannelserne i Vestjylland

    Pressemeddelelse fra DI Midt Vest

    I Vestjylland som landsdel var næsten 28 procent af studenterårgangen fra 2017 endnu ikke kommet videre i uddannelse i efteråret 2019 – det vil sige, mere end to år efter de fik studenterhuen på. Det svarer til over 1.100 unge, viser tal fra Dansk Industri.

    Værst ser det ud i Struer og Lemvig, hvor det var henholdsvis 34 procent og 32 procent af de unge med en studentereksamen, som endnu ikke var i gang med at læse videre efter to år. I Ringkøbing-Skjern er det 31 procent og i Herning, Holstebro og Ikast-Brande 28 procent. Det laveste tal for regionen ses i Skive, hvor andelen er 24 procent.

    – Vi ser med stor bekymring på, at der er så mange unge, som ikke er kommet videre i uddannelsessystemet, efter de er blevet studenter. I mine øjne er løsningen ikke så svær at finde. Vi skal bare matche de unge med de virksomheder, som hver dag efterspørger stadig flere kvalificerede medarbejdere. Jeg vil derfor foreslå, at kommunen, erhvervsskolerne og Studievalg Danmark sætter sig sammen og finder en god løsning. Vi står naturligvis parat til at hjælpe, hvis der skulle blive behov for det, siger formand for DI Midt Vest Claus Arberg.

    Nu er det tid for folkeskolens ældste elever

    Han henviser til, at der lige om lidt er frist for at søge ind på en gymnasial uddannelse, mens erhvervsuddannelserne kan optage hele året.

    – Der er en holdning blandt mange om, at en erhvervsuddannelse ikke giver de store muligheder for personlig og faglig udvikling. Det er helt forkert. De unge har mulighed for at prøve kræfter med både at drive egen virksomhed, arbejde i udlandet, læse videre og høj jobsikkerhed. Men vi har brug for hjælp fra forældre og folkeskolen, som skal vejlede dem, siger Claus Arberg.

    Brug for endnu flere
    Hovedparten af kommunerne i Midt- og Vestjylland lever stort set op til det politiske mål om, at 25 procent skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse. Undtagelserne er Holstebro og Herning med henholdsvis 19 procent og 22 procent.

    – Vi sætter naturligvis stor pris på alle de folkeskoleelever, der vælger en erhvervsuddannelse. Men vi kan bruge mange flere unge. Så jeg håber, at kommunerne vil lytte til min opfordring og tage initiativ til at samle samarbejdspartnere på området og være med til at få både folkeskoleelever og flere af de unge med studentereksamen til at tage en erhvervsuddannelse, siger Claus Arberg.

    Kontakt:

    Formand for DI Midt Vest Claus Arberg, telefon 40 14 11 85
    Regional konsulent for DI Midt Vest Gitte B. Vesti, telefon 29 21 77 10

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stort-potentiale-for-at-fa-flere-unge-ind-pa-erhvervsuddannelserne-i-vestjylland?releaseId=13613672

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **