PRM / Jens Gordon Clausen tiltræder som regionsdirektør i Region Hovedstaden

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Politikerne i Region Hovedstaden har ved ekstraordinære møder tirsdag godkendt ansættelsen af nuværende konstituerede regionsdirektør Jens Gordon Clausen som kommende leder af Region Hovedstaden. Efter seks år som medlem af regionens koncerndirektion med ansvar for bl.a. økonomi, IT, hospitalsbyggerier, ejendomme og HR tiltræder han fra april stillingen som regionsdirektør.

    “Jeg er meget glad for, at Jens som øverste leder vil være med til at udvikle regionen de kommende år. Jeg og mine kolleger i regionsrådet kender Jens som en utrolig kompetent og lyttende leder, der med stor ro og ordentlighed, har håndteret de store udfordringer, vi har oplevet med bl.a. digitalisering og hospitalsbyggerier. Jeg er sikker på, at Jens også er den rigtige til både at sikre det fokus, som vi allerede har på bl.a. patienternes rettigheder og udviklingen af et mere menneskeligt sundhedsvæsen,” siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

    Fortsat udvikling af sundhedsvæsenet til gavn for patienterne

    Jens Gordon Clausen ser frem til et job, der forener arbejdet med at udvikle sundhedsvæsenet, en spændende ledelsesopgave og et tillidsfuldt samarbejde med de folkevalgte.

    “Det er et enestående og meget meningsfuldt arbejde at være med til at udvikle regionens sundhedsvæsen til glæde for vores patienter og borgere – og derfor er jeg meget glad for at tiltræde jobbet som regionsdirektør. Jeg vil lægge vægt på at fastholde de resultater, vi har opnået de seneste år for vores patienter i forhold til bl.a. kræftpakkeforløb og udredningsret. Og ved at sætte klinikken i front med arbejdet med digitalisering, har vi sikret, at fx Sundhedsplatformen nu løbende tilpasses medarbejdernes behov, så der bliver mere tid til patienterne.”

    Samtidig lægger Jens Gordon Clausen vægt på, at der i de kommende år skal sættes mere skub på at udvikle et mere menneskeligt sundhedsvæsen med patienternes ønsker og behov i centrum – og ikke mindst at få skabt bedre patientforløb mellem hospitaler, kommuner og praksissektor.

    Koncerndirektionen består for øjeblikket foruden regionsdirektøren af lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger.

    Den 45-årige regionsdirektør bor i Nordsjælland med hustru og tre mindre børn. Familie- og arbejdsliv tager det meste tid men førstnævnte kan fra tid til anden forenes med at lytte til P8 jazz, en løbetur i skoven og undervisning i klaver på noviceniveau.


    Fakta – Jens Gordon Clausen

    • Fra 2015-2021 – Koncerndirektør, Region Hovedstaden Et af tre medlemmer af regionens øverste ledelse. Overordnet ansvarlig for regionens samlede økonomi og en række virksomheder/centre med tværgående ansvar for it/medico, byggeri/ejendomme, HR og økonomi.
    • 2009-2014 – Afdelingschef, Finansministeriet Ansvarlig for bl.a. den regionale og kommunale økonomi, herunder de årlige økonomiforhandlinger – og senest statens finanser, finanslovsforhandlinger mv.
    • 2006-2009 Kontorchef, Finansministeriet Ansvar for forhandlinger om kommunernes økonomi, Social-, Bolig- og Indenrigsministeriet på finansloven. Ansvarlig for forberedelse af forhandlinger om bl.a. satspuljen og almenboligudspil.
    • 2002-2006 – Specialkonsulent/fuldmægtig, Finansministeriet
    • 1997-1998 Reserveofficer, Flyvevåbenet Uddannelse til og tjeneste som delingsfører. Efterfølgende tilknytning til forsvaret som reserveofficer.

    Uddannelse

    • 2013 – Senior Executive Fellows, Harvard Kennedy School
    • 2012 – Økonomistyring, Copenhagen Business School
    • 2008 – Ledelsesudviklingsprogram – Strategi, vækst og lederskab
    • 2002 – Cand.polit, Københavns Universitet
    • 2001 – M.Sc. PWE, London School of Economics
    • 1997 – B.Sc. i økonomi, Københavns Universitet


    Yderligere info via Region Hovedstadens pressevagt på 7020 9588 eller presse@regionh.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jens-gordon-clausen-tiltraeder-som-regionsdirektor-i-region-hovedstaden?releaseId=13613652

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **