PRM / LOKALE ATLETER INTENSIVERER JAGTEN PÅ EN BILLET TIL PL

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Den 24. februar er der præcis et halvt år til de Paralympiske Lege (PL). Her overtager para-atleterne scenen i Tokyo efter OL, hvor åbningsceremonien skyder legene i gang den 24. august 2021.

    Fem atleter fra Fyn

    At deltage i det tredje største sportsevent i verden er drømmen for rigtig mange atleter – og selvfølgelig også for de danske topatleter indenfor parasport.

    På nuværende tidspunkt har Fyn mulighed for at blive repræsenteret med fem atleter til PL. En af de atleter er Kristel H. Walther fra Odense Atletik. Kristel H. Walther er diskoskaster og blev allerede udtaget i starten af 2020. Om hendes træning frem mod PL fortæller hun:

    “Med et halvt år til PL har jeg fuldt fokus på at følge den plan, der skal sikre mig en formtop på det rette tidspunkt. Det betyder, at jeg lige nu har meget fokus på at blive stærkere og arbejder med en meget teknisk tilgang til kastene. Lidt senere bliver fokus mere på vedligeholdelse af styrken og opbygning af konkurrenceformen. Det er alt sammen en del af planen, fortæller Kristel H. Walther, der også deltog ved PL i Rio 2016 og ser frem til at skulle afsted til Tokyo.

    “Til PL glæder jeg mig især til at mærke suset ved at skulle repræsentere mit eget land i en stor konkurrence – ja faktisk den største. Timerne inden konkurrencen er for mig aldrig sjove, men at stå på stadion, finde fokus, træde ind i ringen og fyre et (forhåbentligt) langt kast af. Det glæder jeg mig til,” fortæller Kristel H. Walther, der blev nummer fire ved VM i 2019.

    Den samlede danske trup

    På landsplan er 43 atleter med i bruttotruppen. Forventningen er, at den endelige danske PL-trup ender på 23-28 atleter i ca. ti forskellige idrætsgrene. Tallet er dog forbundet med en vis usikkerhed på grund af fx udsatte kvalifikationsstævner. Indtil nu har Danmark sikret sig 22 kvotepladser – heriblandt 12 pladser til landsholdet i kørestolsrugby.

    Blikket skarpt rettet mod Tokyo

    På trods af et turbulent år er det nu for alvor muligt at ane Tokyo i horisonten, og hos Nicklas Bjaaland, der er chef de mission for den danske delegation, er slutspurten sat ind nu.

    “Med kun et halvt år til PL har vi blikket skarpt rettet mod Tokyo. Vi arbejder intensivt for at skabe de bedste rammer for vores danske atleter. Det er en meget anderledes tid for atleterne. Det kræver dedikation og mental styrke at blive ved med at yde sit absolut bedste selv om mange kvalifikationsstævner er blevet udsat”, forklarer Nicklas Bjaaland med henvisning til pandemiens betydning for sportskalenderen.

    “Vi er meget imponerede af atleternes tilgang. Både de atleter, der allerede har kvalificeret sig, men især også de mange atleter for hvem billetten ikke er i hus endnu. Derudover glæder vi os over de positive udmeldinger fra arrangørerne af de Paralympiske Lege, der giver os fuld tiltro til, at vi skal af sted og skabe begejstring og resultater med den danske paralympiske delegation,” fortæller Nicklas Bjaaland fra DIF.

    Det er første gang, at DIF står for den danske delegation og arbejdet med at optimere Danmarks deltagelse til PL i Tokyo sker i tæt samarbejde med Parasport Danmark og Team Danmark.

    De danske atleters vej mod Tokyo kan følges på:

    Facebook – Danmark til PL

    www.paralympiskelege.dk

    Fakta om Kristel H. Walther:

    Alder: 33 år
    Sportsgren: Atletik (diskos), klasse F64
    Klub: Odense Atletik
    Tidligere PL-deltagelse: Rio 2016
    Funktionsnedsættelse: Underbensamputeret

    Følgende 5 atleter fra Fyn er med i bruttotruppen:

    Navn

    Sportsgren

    By

    *Kristel Høj Walther

    Atletik

    Langeskov

    Steven Meier

    Cykling

    Odense

    Stinna Tange Kaastrup

    Dressur

    Odense

    Camilla Christensen

    Dressur

    Vissenbjerg

    Mikkel Schöttel

    Kørestolsrugby

    Odense C

    *allerede udtaget

    Fakta: Allerede udtagne danske atleter på landsplan

    – Peter Rosenmeier (bordtennis)

    – Kristel Walther (atletik)

    – Daniel Wagner (atletik)

    – Lisa Kjær Gjessing (taekwondo)

    – Amalie Vinther (svømning)

    Kontakt:

    Nicklas Bjaaland, chef de mission, nbj@dif.dk, tlf. 29723839

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lokale-atleter-intensiverer-jagten-pa-en-billet-til-pl?releaseId=13613037

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **