PRM / Fibernet til Midtlolland

    Pressemeddelelse fra Fibia P/S

    Hjemmeskole og hjemmearbejde og helt almindeligt brug af internet bliver nu langt bedre og nemmere for rigtig mange mennesker på Lolland.

    – Jeg har næsten tårer i øjnene, lyder det fra den lokale fiber-ildsjæl Michael Skov.

    – Vi er så afhængige af en ordentlig og hurtig internetforbindelse. Både i vores daglighed her og nu og for at gøre det attraktivt at flytte hertil, siger han, der til daglig er it-medarbejder i Region Sjælland.

    Store fremskridt på Sydhavsøerne

    Siden Fibia begyndte den ambitiøse plan, der skal alle andelshavere i Andel – det tidligere SEAS-NVE – adgang til en ordentlig internetforbindelse, er det gået stærkt på Lolland og Falster.

    Salgsdirektør i Fibia, Mia Stroustrup, glæder sig til at kunne byde endnu flere velkommen på Fibias fibernet:

    – Det er så afgørende for lokal og regional vækst og udvikling at man kan komme på internettet. Og når over 20 procent af indbyggerne på Midtlolland fortæller os, at de gerne vil have fibernet, så kommer vi og laver det til dem, siger hun.

    I løbet af de seneste to år har 12.000 familier og virksomheder fået mulighed for at komme på fibernettet og omkring to tredjedele af Lolland Falster har nu adgang til fibernettet.

    Fra Lolland til Paris

    Alene i 2020 gravede Fibia kabler i jorden på Lolland og Falster svarende til afstanden mellem Lolland og Paris – altså godt 1.200 kilometer.

    – Vi har prøvet det før, så når vi først går i gang, går det stærkt med gravning og tilslutning, fortæller Mia Stroustrup og tilføjer:

    – Vi skal lige have planlagt færdigt og have frosten ud af jorden før vi går i gang.
    Det er forventningen, at gravearbejdet går i gang sidst på foråret og vil vare året ud, men de første internetbrugere vil formentlig være koblet på fibernettet i løbet af efteråret.

    Kontakt:

    Rasmus Carlsen, telefon 30 28 67 20

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fibernet-til-midtlolland?releaseId=13612400

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **