PRM / Dansk Energi om Eldrup-rapport: Gode anbefalinger – nu skal regeringen følge op med handling

    Pressemeddelelse fra Dansk Energi

    Målet om én million elbiler på de danske veje i 2030 er allerede sat med decembers transportaftale. Nu kommer den såkaldte Eldrupkommission men sin 2, delrapport med anbefalinger til forudsætningerne for, at målet bliver en realitet. Og det er en rigtig god rapport, mener Dansk Energi.

    Rapporten sætter fingeren på alle de rette problemstillinger: Markedsbaseret udrulning af ladeinfrastruktur, ensartet og lav afgift på strøm til alle elbilsejere, bedre adgang til p-pladser og fremtidssikring af det elnet, der skal føre grøn strøm hen til elbilerne. Alt skal gøres klar til fremtiden – og det skal ske på forkant af en rivende udvikling, som ingen præcis kan forudsige hastigheden af, siger Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi.

    – Eldrup kommissionens rapport skal følges op af politisk handling og afklaring. Billedligt talt kørte regeringen en elbil hen til kommissionen med en masse spørgsmål. De er nu besvaret, og elbilen er kommet tilbage til regeringen med en masse anbefalinger. Nu skal der følges op politisk, så farten mod de nødvendige ca. 700.000 ladestandere i 2030 kan sættes i vejret, siger han.

    – Vi når kun én mio elbiler, hvis bilejerne er sikre på at kunne lade bilen nemt. At de har tillid til markedet for opladning, og at der altid er strøm i ladestanderen. Regeringen og kommunerne kan hjælpe udviklingen på vej, og det haster, så den gode dynamik vi oplever i dag, når private investerer i ladeinfrastruktur, og danskerne køber elbiler, forstærkes yderligere, siger han.

    Det er allerede med decembers transportaftale besluttet at sænke elafgiften på strøm til elbiler, hvor ejeren har indgået en aftale med en operatør. Nu anbefaler kommissionen at ligestille elbilsejere ved at sænke afgiften for alle og foreslår, at private ladestandere bliver forsynet med en separat måler til afregning.

    – Det er en rigtig og god anbefaling. Alle elbilejere skal da betale samme lave afgift for grøn strøm til deres elbiler. Kommissionen peger på to modeller. Den ene er simpel og kopierer modellen fra elvarmeafgiften, hvor man får lavere afgift for forbrug over 4.000 kWh. Den anden – og det er den, som i vores optik er den langstidsholdbare – er, at alle, der ønsker den lave afgift, får en smart måler, der kan aflæse den el, som ryger i tanken på elbilen, siger Lars Aagaard.

    Han hæfter sig samtidig ved, at kommissionen i rapporten skriver, at “den øgede elektrificering kan risikere at medføre et investeringsefterslæb på sigt, og kommissionen vurderer, at det er afgørende, at reguleringen giver netselskaberne de rette rammer til at understøtte en rettidig udvikling af elnettet i takt med elektrificeringen”.

    – Det elnet, der fører strømmen frem til bilerne, skal selvfølgelig gøres klar til fremtiden og målet om én million elbiler i 2030 samt den forventede totale dominans af elbiler frem mod 2040. De ledninger, vi lægger i jorden i dag, vil ligge der 40 år frem i tiden, så det er meget vigtigt, at rammerne for de investeringer lægges, så vi er klar til det endegyldige farvel til benzin og diesel, siger Lars Aagaard.

    Kontakt:

    Pressechef Birgitte Hougaard tlf.: 35 30 04 78 email: bho@danskenergi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-energi-om-eldrup-rapport-gode-anbefalinger-nu-skal-regeringen-folge-op-med-handling?releaseId=13612332

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **