PRM / Vacciner går til kommunalt frontpersonale

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Her til morgen rullede en række biler ud fra Region Hovedstadens Apotek. De kørte ud med AstraZeneca-vacciner i kølebokse til 6 vaccinationsklinikker i Hillerød, Ballerup, Ishøj, Bellacenteret, Øksnehallen og Rønne på Bornholm.

    Kl. 9 stod personalet på vaccinationsstederne klar til at vaccinere medarbejdere fra kommunerne i Region Hovedstaden. Desuden vil der blive vaccineret ca. 200 ambulancereddere og ca. 200 medarbejdere fra Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden.

    AstraZeneca er ikke testet på mennesker over 65 år, så derfor har sundhedsmyndighederne besluttet i første omgang at reservere vaccinerne til medarbejdere i sundhedssektoren.

    Region Hovedstaden forventer at modtage en større leverance af AstraZeneca-vaccine i næste uge. Her vil størstedelen af vaccinerne gå til vaccination af mere kommunalt personale, og en mindre del til vaccination af hospitalspersonale, personale på Den Sociale Virksomhed og personale hos praktiserende læger.


    Bliv ringet op senere

    Region Hovedstaden oplever, at rigtigt mange borgere i øjeblikket kontakter regionens corona-hotline for at booke tid til vaccination. Onsdag har der været op til to timers ventetid, og der bliver arbejdet hårdt på at mindske ventetiden.

    Ventetiden skyldes, at borgere med invitation fra begyndelsen af året har ringet til hotline, ligesom en del borgere har ringet om genvaccination. De forsinkede leverancer af vaccine betyder, at nogle borgere, der blev inviteret i januar, fortsat mangler at blive vaccineret.

    Borgere, der ringer til corona-hotlinen og oplever ventetid, kan vælge at blive ringet op senere fremfor at blive i køen.

    Region Hovedstaden melder løbende ud, når der bliver nye tider tilgængelige, og når tiderne er blevet booket. Det sker på regionh.dk samt sociale medier. Pårørende opfordres til at hjælpe de ældre med at holde øje med nye tider og booke på vacciner.dk.

    Status på bookingtider

    Der er for nuværende åbnet for følgende bookingtider i vaccinationscentrene:

    • Torsdag d. 11/2 og fredag d. 12/2: AstraZeneca til kommunalt personale, ambulance og Den Sociale Virksomhed
    • I løbet af uge 7 vil der fortsat blive vaccineret kommunalt og regionalt personale med AstraZeneca.
    • Mandag d. 15/2 og tirsdag d. 16/2: Pfizer til vaccinationsmålgrupperne 2, 5 og 6
    • Torsdag d. 18/2 og fredag d. 19/2: AstraZeneca til kommunalt og regionalt personale.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vacciner-gar-til-kommunalt-frontpersonale?releaseId=13612050

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **