PRM / Mr. Vejmarkering fylder rundt

    Pressemeddelelse fra Eurostar Danmark A/S

    “Det var min far, som fik mig sporet ind på at arbejde som entreprenør med fokus på veje og trafiksikkerhed,” siger Jesper Wraae-Bess og forklarer:

    “Efter nogle år i lære i en herretøjsbutik i Lyngby Storcenter stod jeg en dag i min fars asfaltfirma i det nyeste og smarteste jakkesæt, du kan tænke dig. Han gav mig en liste med seks formænd, jeg kunne spørge, om de kunne bruge mig. På forhånd havde han aftalt med den nederste på listen, at han skulle tage mig med ud på vejene.”

    Fra 1994 og to år frem foregik den unge Jespers arbejdsdag bag en asfaltudlægger med en skovl i hånden. Tiden i Nyfalt og samarbejdet med sin far blev en lærerig periode for Jesper Wraae-Bess, som fik et indgående kendskab til vejentreprenørarbejde og til, hvordan mennesker fungerer. I 2002 blev asfalten dog skiftet ud med vejstriber, da han fik job som distriktschef hos Nordisk Vejmarkering.

    I 2004 var Jesper Wraae-Bess med til at etablere Eurostar Danmark med forretningsmanden Erling Tvete gennem det norske selskab Euroskilt, som allerede dengang var repræsenteret i Danmark med firmaet TV-Skilte. I dag Euroskilt gennem opkøb og fusioner blevet til Saferoad, der i Danmark er repræsenteret ved Eurostar Danmark og Saferoad-Daluiso.

    “Det var ambitionen at lave et specialiseret entreprenørfirma med en umanerlig god kundeservice. Det har altid været Eurostars motto, at aftaler skal overholdes, og at reklamationer skal vendes til nye ordrer. Desuden kommer man lagt med at samle de bedste folk omkring sig, dyrke den faglige stolthed og have god økonomistyring,” siger Jesper Wraae-Bess.

    Han er pavestolt af den udvikling, som Eurostar Danmark har undergået siden starten i 2004 til i dag at være en toneangivende virksomhed inden for sin niche. Vejmarkeringer har en kæmpestor betydning for trafiksikkerheden, og det ligger Jesper og Eurostar-teamet på sinde at være med til at forbedre trafiksikkerheden og forberede vejene til fremtidens biler og trafik.

    “Synlige vejmarkeringer er alfa og omega for trafiksikkerheden og for fremtidens selvkørende biler. Derfor er jeg pavestolt af, at vi er lykkedes med at udvikle en helt ny og meget mere synlig vejmarkering,” siger Jesper Wraae-Bess med henvisning til LongDot, som er udviklet i samarbejde mellem Vejdirektoratet, Eurostar Danmark, Borum og Geveko Markings. Den støjsvage LongDot vejstribe kan ses i mørkt og vådt føre og bidrager dermed til at forbedre bilisternes orienteringsevne og reaktionstid.

    Ud over de mange timer, som Jesper Wraae-Bess lægger i arbejdet hos Eurostar Danmark, er han også medlem af bestyrelsen hos Sikre Veje og Dansk Vejforening samt bestyrelsesformand i Golf Club Harekær ved Køge. Men der er også tid til selv at svinge golfkøllen, og med et handicap på 1,6 kan han også bidrage på klubbens divisionshold.

    Jesper Wraae-Bess bor i Solrød sammen med hustruen Heidi Wraae-Bess, der er administrativ koordinator hos Eurostar Danmark og ligesom fødselaren har været med fra starten i 2004. Sammen har parret Emilie på 19 og Nikoline på 15. Heidi, Emilie og Nikoline deler Jespers passion for eliteidræt, og pigerne har mellem sig et tocifret antal Danmarksmesterskaber i dans.

    Fødselsdagen bliver i god coronastil fejret i privaten i Solrød med en god middag sammen med den allernærmeste familie.

    Kontakt:

    Jesper Wraae-Bess, administrerende direktør hos Eurostar Danmark, mail: jwb@eurostar.as, tlf.: 21603353

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mr-vejmarkering-fylder-rundt?releaseId=13612051

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **