PRM / Vinder af 69 millioner på Eurojackpot: Min kone sagde, at jeg skulle tage mig sammen

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Det er en pensionist fra Sorø Kommune, der fredag aften fangede den gyldne talkombination at fem vindertal og to stjernetal på det europæiske lotteri Eurojackpot.

    Manden, der er millionær nr. 3782, ved godt, at han har været helt ekstremt heldig. Han har gennem tiden vundet mindre gevinster, hvilket hans kone flere gange har bemærket med en munter opfordring: Tag dig dog sammen mand – og vind en ordentlig gevinst. Det må man sige, at han nu har levet op til.

    -Jeg har altid spillet Lotto og Tips og sådan noget, så i december måned tænkte jeg, at jeg skulle prøve noget nyt. Derfor tænkte jeg, at jeg ville give det en chance med fire tilfældige rækker hver fredag på Eurojackpot. Og det må man jo sige, har givet pote, siger han muntert.

    Den heldige vinder opdagede først lørdag, at han havde vundet, da han kom i tanke om, at han lige ville tjekke tallene fra fredagens trækning.

    -Først så jeg at stjernetallene var der begge to. Og derefter. Ja.. Så passede de bare alle sammen. Jeg udbrød: “Hold da kæft” og styrtede ud til min kone i køkkenet. Her viste jeg hende kuponen og sagde, at jeg vist havde vundet 69 millioner. Mine hænder rystede så meget, at jeg næste ikke kunne holde kuponen stille nok til at kunne vise hende den, siger han og griner.

    – Parret kunne slet ikke sove om natten mellem lørdag og søndag, og de er begge to enige om, at de endnu ikke helt har forstået, hvad der er overgået dem. Manden, der nu kan skrive mangemillionær på sit CV, har altid arbejdet hårdt og har skullet spare på pengene.

    – Og nu har jeg så mange penge, at jeg aldrig kan nå at få dem brugt. Det er jo helt surrealistisk. Heldigvis har jeg børn og børnebørn, der kan hjælpe mig af med nogle af dem, lyder det.

    Parret er endnu ikke helt kommet frem til, hvordan pengene skal bruges. De bor i et hus og et nabolag, hvor de er meget glade for at være, så umiddelbart ønsker de ikke at flytte derfra. Men de har talt om et sommerhus tæt på vandet og en ny bil.

    -Det er jo underligt, når man sådan sidder og kigger på nettet, og tænker, at sådan nogle nye biler er frygtelig dyre. Det er slet ikke gået op for mig, at jeg jo kan købe den dyreste af dem og så stadig ikke kunne mærke det på økonomien.

    Den heldige millionær fortæller desuden, at det er en ret underlig fornemmelse at vinde så stor en gevinst, når verden er lukket ned på grund af corona.

    -Jeg ved godt, det er et luksusproblem. Men vi min kone for eksempel går rundt og fryser sine fødder og mangler et par varme støvler. Men hun kan ikke købe dem nogen steder. Hun er typen, der gerne vil prøve ting, før hun køber og vil desuden også gerne støtte de lokale butikker. Så hun må være en frysende mangemillionær lidt endnu. Haha. Og så elsker vi jo at rejse. Der må vi også lige vente lidt. Men så har vi god tid til at planlægge, lyder det.

    Det velhavende par vil også sende et beløb afsted til Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen.

    Der er 63 millioner i puljen, som kan vindes i morgen.

    What do you want to do ?
    New mail

    What do you want to do ?
    New mail

    What do you want to do ?
    New mail

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vinder-af-69-millioner-pa-eurojackpot-min-kone-sagde-at-jeg-skulle-tage-mig-sammen?releaseId=13612064

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **