PRM / 3-årigt overenskomstforlig er på plads for IDAs 9500 statsansatte 

    Pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen, IDA

    Der netop indgået en ny 3-årig aftale på det statslige område. Forhandlingerne blev som forventet svære og præget af Coronakrisen og den økonomiske situation i Danmark. Den økonomiske ramme for forliget bærer da også præg af dette, men betyder dog at IDA statslige ansatte medlemmer kan se frem til generelle aftalte lønforbedringer på 4,42 procent over tre år, det vil sige over den forventede prisudvikling og dermed en positiv realløn.

    Der er mange gode elementer i aftalen, bl.a. på universiteterne og undervisningsområdet samt for seniorerne. De nye organisationer i Akademikerne er kommet på akademikeroverenskomsten. Det er ligeledes aftalt at videreføre den statslige kompetencefond, så vores medlemmer fortsat har mulighed for at søge midler til efter- og videreuddannelse.

    Desværre var der ikke enighed om at etablere en fritvalgskonto, i stil med den der findes på det private arbejdsmarked, det vil sige en ordning der giver lønmodtagerne mulighed for selv at vælge mellem løn, pension og fritid. Det var et stort ønske blandt vores medlemmer og vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det ikke lykkes at adressere dette eller andre ønsker om øget fleksibilitet for det enkelte medlems arbejdsliv, siger formanden for IDA Offentlig og IDAs hovedforhandler Carten Eckhart Thomsen.

    For IDA stod det som et centralt krav i forhandlingerne, at medlemmerne i det offentlige fortsat skulle sikres en lønudvikling, der er parallel med lønudviklingen i det private. IDA’s forventning til arbejdsgiverne var et resultat, som kunne sikre dette med en positiv lønudvikling for IDA’s medlemmer og alle andre offentligt ansatte. Det er lykkedes.

    For yderligere kommentarer kontakt Carsten Eckhardt Thomsen på 4027-4582

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/3-arigt-overenskomstforlig-er-pa-plads-for-idas-9500-statsansatte-?releaseId=13611414

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **