PRM / Kommunerne kviktester på livet løs

    Pressemeddelelse fra KL

    Der bliver i øjeblikket testet løs på landets plejehjem. I løbet af de næste godt 14 dage er den mobile kviktestkapacitet nemlig primært prioriteret til medarbejderne på landets plejehjem. Ud over 2 ugentlige PCR-test, skal medarbejderne her testes 5 gange om ugen med kviktest.

    I takt med at vaccinationerne får fuld virkning på landets plejehjem, vil den mobile kviktestkapacitet blive udvidet til også at omfatte sociale institutioner og daginstitutioner, som det fremgår af en prioriteret liste fra Sundhedsministeriet og Justitsministeriet.

    “De første kommuner er faktisk allerede ved at være forbi de 14 dage, der skal gå fra det 2. stik til, at vaccinerne dækker fuldt ud. Derfor er kviktestbilerne allerede flere steder blevet dirigeret videre ud til sociale institutioner og daginstitutioner. Og i resten af landet vil det ske i løbet af de næste 14 dages tid godt og vel,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard.

    Skolerne kører i et andet spor

    Fra mandag d. 8. februar vil skolerne genåbne for de mindste klasser. Samtidig med det iværksættes en teststrategi, som omfatter personalet på skolerne. Strategien erstatter ikke prioriteringen af den mobile kviktestkapacitet.

    KL er i tæt dialog med regeringen om, hvordan lærere, pædagoger, skoleledere og andet personale på skolerne kan blive testet. Det vil bl.a. indebære, at kommunerne får uddannet medarbejdere til selv at kunne gennemføre kviktest af medarbejderne på skolerne.

    “Det er altafgørende, at vores medarbejdere kan gå trygt på arbejde, og at borgerne føler sig helt sikre i de tilbud, de bruger. Derfor er det vigtigt, at vi får en finmasket teststrategi på både vores plejehjem, sociale tilbud, daginstitutioner og nu også på vores skoler,” siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:

    “Det er vigtigt at understrege, at den testning, der nu kommer til at ske på skolerne, ikke betyder, at andre personalegrupper, som er blevet lovet test, skubbes bag i køen. Det arbejde, der sættes i gang på skolerne, kører i et andet spor, så at sige.”

    Kontakt:

    KL’s pressevagt tlf.: 33703333

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kommunerne-kviktester-pa-livet-los?releaseId=13610849

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **