PRM / Ny analyse: Dobbelt momsregning kan presse hver tredje virksomhed, som har gjort brug af ordningen, ud i konkurs

    Pressemeddelelse fra SMVdanmark

    Tusindvis af virksomheder udskød deres momsbetaling i 2020, så de havde likviditet, der kunne gøre det lettere at komme gennem coronakrisen. Den udskudte moms vil blive opkrævet den 1. marts, og derfor vil de virksomheder, der valgte at udskyde indbetalingen, modtage en dobbeltregning. Både for den udskudte moms og den planlagte.

    Men coronakrisen kradser stadig voldsomt i mange virksomheder. Særligt efter den engelske og mere smitsomme variant meldte sin ankomst. Ifølge en ny survey blandt SMVdanmarks medlemmer står halvdelen af virksomhederne over for en dobbelt momsbetaling. Og knap hver tredje af dem vurderer, at momsen i nogen, høj eller meget høj grad kan øge risikoen for, at virksomheden går konkurs.

    Det er en dybt alvorlig situation for de virksomheder, der er særlig hårdt ramt af krisen, mener Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef i SMVdanmark.

    "Vi får mange henvendelser i øjeblikket fra vores medlemmer om, at de hænger fast med det yderste af neglene. Hvis momsudbetalingen ikke bliver udskudt, så er der mange af dem, der må dreje nøglen om," siger hun.

    Blandt dem, der skal betale dobbelt moms svarer 14 procent, at regningen i "meget høj grad" eller "i høj grad" øger deres risiko for at gå konkurs.

    "Mange virksomheder er ikke synderligt mærket af corona-krisen, men til gengæld er andre virksomheder voldsomt hårdt ramt. For dem kan den dobbelte moms vælte læsset. Derfor bør politikerne udskyde momsen til efteråret, så en dobbeltregning først rammer, når virksomhederne forhåbentligt har fået deres indtjening på ret køl. Alternativt må der indføres en meget lempelig tilbagebetalingsordning. Det ville være møgærgerligt, hvis vi ender med at køre sunde og veldrevne virksomheder ud over kanten, der ellers ville kunne betale pengene tilbage, når de får mulighed for at drive forretning igen," siger Mia Amalie Holstein.

    Lidt over halvdelen af dem, der skal betale dobbelt moms skal betale for to halvår. Lidt under halvdelen skal betale for to kvartaler. Det er virksomheder med omsætning under 5 mio. kr. årligt, der betaler moms halvårligt. Han man omsætning på mellem 5 og 50 mio. kr. skal momsen falde hvert kvartal.

    Læs analysen her: https://smvdanmark.dk/analyser/temaanalyser/dobbelt-momsregning-i-marts-presser-virksomhederne

    Kontakt:

    Kommunikationschef David Elmer tlf.: +45 53 85 53 70 email: elmer@smvdanmark.dk

    Cheføkonom Mia Amalie Holstein tlf.: 53 55 71 77 email: holstein@smvdanmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-analyse-dobbelt-momsregning-kan-presse-hver-tredje-virksomhed-som-har-gjort-brug-af-ordningen-ud-i-konkurs?releaseId=13609675

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **