PRM / Guldborgsund-bibliotekerne låner igen bøger ud

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Selvom store dele af Danmark fortsat er lukket ned, åbner Guldborgsund-bibliotekerne nu igen op for afhentning af reserverede materialer. Tiltaget kommer efter Kulturministeriet i sidste uge ændrede deres anbefalinger og løsnede mere op for netop afhentning af reserverede materialer. Det glæder leder af Bibliotek & Borgerservice Charlotte Møller:

    “Vi er rigtig glade for, at vi igen har mulighed for at åbne dørene til biblioteket lidt på klem, så vores læseglade lånere igen kan komme og hente nyt fysisk læsestof”, siger Charlotte.

    I første omgang åbner Hovedbiblioteket for afhentning af reserverede materialer fra på torsdag den 21. januar. Biblioteket vil i perioden have åbent udelukkende for afhentning af materialer mandag og tirsdag kl. 10-15, torsdag kl. 10-17 og fredag kl. 10-12. Lokalbibliotekerne i Nysted, Nørre Alslev, Sakskøbing, Stubbekøbing og Væggerløse følger med ugen efter med åbent hver onsdag kl. 10-14 gældende fra den 27. januar. Har man brug for bøger, musik, film eller andre materialer, kan man fra torsdag den 21. januar reserverer dem via guldbib.dk og bibliotekets app, som slet og ret hedder Biblioteket. Det er også muligt at reservere over telefonen i tidsrummet mandag til onsdag kl. 9-15, torsdag kl. 9-17 og fredag kl. 10-12 på telefon 5473 1662, hvor bibliotekets personale sidder klar hjemmefra til at hjælpe og vejlede på bedste vis, som de har gjort under det meste af nedlukningen. De udvidede telefontider træder ligeledes i kraft fra torsdag den 21. januar. Indtil da er telefontiderne mandag til torsdag kl. 10-14 samt fredag kl. 10-12.

    Vent med afleveringerne
    På alle seks biblioteker vil det dog ikke være muligt at aflevere materialer. Ej heller via brevsprækkerne, der lukkes på torsdag den 21. januar på Hovedbiblioteket og mandag den 25. januar på lokalbibliotekerne.

    “Vi har valgt at vente med at åbne op for aflevering af materialer i denne omgang. Det for at passe bedst muligt på vores medarbejdere. Det en stor opgave at løfte med alle de afleveringer og det vil kræve, at alt for mange ville skulle møde ind,” siger Charlotte Møller og minder om, at der fortsat ikke vil være gebyrer på materialer, der skulle have været afleveret under nedlukningen i december og så længe nedlukningen varer i denne omgang. Når biblioteket åbner igen, vil der være gebyrfri periode den første uge efter åbningen.

    Flere mulige lån på eReolen
    Selvom lånerne ikke har kunnet hente fysiske bøger de sidste tre-fire uger, har de haft rig mulighed for at låne e- og lydbøger via tjenesten eReolen. En tjeneste, der har været flittigt brugt under hele nedlukningen og også den sidste måneds tid, hvor det ikke har været muligt at hente fysiske bøger på biblioteket. I januar i år var der den 19. januar fx udlånt 1643 e-bøger, hvor tallet i 2020 var 1298 titler – vel at mærke for hele januar måned. Det er en markant stigning i forhold til sidste år og også på lydbogsfronten forventer biblioteket en stigning. Efterspørgslen på eReolen er nemlig fortsat stor og mange lånere får hurtigt brugt det max antal lån, som der er på de nyere bøger. Selvom brugerne kan låne ligeså mange af de såkaldte “blå lån”, som ikke tæller de nyeste bøger, har biblioteket valgt at tilføre flere midler til eReolen, så endnu flere brugere kan få glæde af endnu flere digitale lån.

    Online arrangementer
    I denne tid er det især de digitale løsninger, der vinder frem. Derfor har Guldborgsund-bibliotekerne også ekstra fokus at tage nogle af deres arrangementer online. På torsdag den 21. januar kl. 18.30 går et af bibliotekets faste arrangementer, Rocklytteklubben, online. Har man lyst til at lytte til lidt god rock og høre historien bag musikken, kan man både torsdag den 21. januar og torsdag den 11. februar deltage i Rocklytteklubben online. Det foregår således, at man booker en gratis billet og får tilsendt et link til programmet Teams på dagen for arrangementet. Temaerne, som bibliotekar Susanne Hankel præsenterer til de to arrangementer, er henholdsvis hits i 2020 og C.V. Jørgensen. Du kan læse meget mere om arrangementerne og tilmelde dig på guldbib.dk.

    Kontakt:

    Leder af Bibliotek & Borgerservice Charlotte Møller, telefon 2518 0370
    Assisterende leder af biblioteket Sonja Christina Rasmussen, telefon 2518 0691

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/guldborgsund-bibliotekerne-laner-igen-boger-ud?releaseId=13609169

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **