PRM / Berettiget kritik af tilsynet med PostNord øger mistanke om urent trav på pakkeområdet

    Pressemeddelelse fra ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

    Folketingets Statsrevisorer har i dag afgivet beretning om det statsejede PostNords (Post Danmark) regnskabspraksis og indflydelse på det private pakkemarked i Danmark. Statsrevisorerne havde bedt Rigsrevisionen undersøge, hvordan PostNords danske underafdeling, Post Danmark, har fordelt fællesomkostninger på befordringspligtige og ikke-befordringspligtige produkter og tjenester, og om denne fordeling har været i overensstemmelse med gældende regler, samt om der er foregået krydssubsidiering.

    Statsrevisorerne konkluderer, at Transportministeriet ikke i tilstrækkelig grad har efterspurgt viden om, hvorvidt Post Danmarks fordeling af fællesomkostninger og prissætning er i overensstemmelse med lovgivningen. Beretningen kan heller ikke afvise fremførte påstande om krydssubsidiering. Konsekvensen er bl.a., at der kan være tvivl om, hvorvidt Post Danmarks regnskabspraksis er korrekt.

    – PostNords danske afdeling har haft alt for let spil til at fastsætte sine egne regler og priser. Statsrevisorerne kritiserer eksempelvis, at ministeriet ikke har ført et tilsyn, der gør det muligt at vurdere om markante avanceforhøjelser på brevområdet har været rimelige og stået i forhold til de faktiske omkostninger. Samtidig påpeger Statsrevisorerne, at Transportministeriet burde have fulgt mere effektivt op over for indberetninger fra whistleblowers om, at der finder krydssubsidiering sted mellem PostNords selskaber. Den kritik kan ministeren ikke sidde overhørig. Han må sikre et fuldstændig gennemsigtigt tilsyn og sætte en stopper for urimelig krydssubsidiering, der er dybt skadelig for de private transportvirksomheder, siger Carina Christensen, der er administrerende direktør i ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport.

    ITD har på vegne af medlemmerne anlagt flere sager mod PostNord om uretmæssig regnskabspraksis og krydssubsidiering mellem datterselskaberne – tiltag, der har været til stor skade for de private vognmænd, der ligger i skarp konkurrence med PostNord Logistics på pakke- og stykgodsmarkedet. Anklagen går på, at det statsejede PostNord med sine selskabskonstruktioner har mulighed for at overføre midler fra områder, der ligger inden for befordringspligten, der er omfattet af statstilskud, til de områder, der ligger i skarp konkurrence med private aktører.

    Rigsrevisionens revisionsadgang til Post Danmark går gennem Transportministeriet, og det betyder, at Rigsrevisionens adgang til Post Danmark er begrænset til det materiale, som Transportministeriet har eller kan indhente som ejer, eller det materiale, som Trafikstyrelsen allerede har indhentet i tilsynet. Derfor er beretningens konklusion om kritisabelt tilsyn med virksomhedens regnskabspraksis stærkt foruroligende, mener ITD.

    – Det forekommer ærlig talt lettere absurd, at det tilsyneladende ikke er juridisk muligt at gennemføre en fuldstændig undersøgelse af PostNords regnskabspraksis, herunder eksempelvis at validere revisorerklæringer mv. Konsekvensen er jo, at PostNords egne oplysninger i vid udstrækning kommer til at stå uimodsagt uden mulighed for efterprøvelse, og det kan ingen være tjent med, siger Carina Christensen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/berettiget-kritik-af-tilsynet-med-postnord-oger-mistanke-om-urent-trav-pa-pakkeomradet?releaseId=13608799

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **