PRM / Iværksættersucces: GladTeknik gør forskellighed til styrke

    Pressemeddelelse fra Glad Teknik

    GladTeknik er en it-virksomhed med en usædvanlig stejl vækstkurve. Virksomheden er bare tre år gammel, men beskæftiger i dag allerede 16 medarbejdere – som i regnskabet omregnes til syv fuldtidsansatte.

    Ydermere er det usædvanligt, at ejeren og de fleste medarbejdere lever med usynlige sociale handicaps. Mathias Emil Nielsen, som er firmaets stifter, er diagnosticeret med aspergers syndrom. Men når det gælder reparation af mobiltelefoner og computere samt it-support, er GladTekniks no-nonsense tilgang lige præcis dét, kunderne gerne vil have. Det giver et højt serviceniveau og hurtige løsninger, når it-medarbejderen fokuserer fuldt ud på problemløsning.

    En gevinst for Hvidovre Kommune

    GladTeknik har netop modtaget Hvidovre Kommunes erhvervspris, Nytårsraketten, og i sin begrundelse for at give prisen til GladTeknik siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg til GladTeknik:

    “I er en stor gevinst for kommunen, ikke alene fordi Mathias Nielsen har fået en god og bæredygtig forretningsidé og ud fra den skabt en virksomhed, som er vokset rigtig hurtigt. Men især fordi Mathias qua sin egen historie, har skabt en virksomhed, der tager et stort socialt ansvar.”

    Hun uddyber:

    “GladTeknik har allerede samarbejdet med os om at skabe job til nogle borgere, der ellers ikke så let får en fod inden for på arbejdsmarkedet. Det er virkelig imponerende og inspirerende på én gang, og derfor er jeg glad for, at en virksomhed, som GladTeknik bliver anerkendt ved at modtage årets erhvervspris, Nytårsraketten.”

    Forskellighed er en styrke

    For Mathias Emil Nielsen er Nytårsraketprisen først og fremmest et bevis på, at man sagtens kan skabe succes også med de udfordringer, der er ved et socialt handicap. Han siger:

    “GladTeknik havde ikke haft denne succes foruden det stærke team, vi i dag består af. Hos os forvandles udfordringer og forskelligheder fra at begrænse os til at styrke os. GladTeknik leverer it-support som så mange andre it-virksomheder, men glade kunder og glade medarbejdere gør arbejdet sjovere og dermed også det hele meget nemmere,” siger han fortsætter:

    “Vi er allesammen forskellige i GladTeknik, men mine egenskaber er særligt værdifulde, når der sker fejl, for jeg tænker altid i løsninger. Jeg er særligt god til hurtigt at fokusere på, hvilke løsningsforslag, der er, og hvilket, der giver bedst mening og færrest problemer.”

    Man sætter selv sine grænser

    Mathias Emil Nielsen lever efter den filosofi, at det kun er én selv, der sætter sine grænser. Det kræver blot, at man ser efter de mange muligheder, man har, fremfor at fokusere på sine begrænsninger. Han siger:

    “Hele rejsen starter ved at tage det første skridt, som er at komme ud og finde frem til, hvad man brænder for. Når man ved, hvad man brænder for, så kommer resten af rejsen af sig selv. En rejse der bliver ved, så længe man ikke stopper med at gå og så længe, man ikke lader sig stoppe af de bump, der måtte være på vejen, men i stedet rejser sig hver gang.”

    GladTeknik er vokset i 2020

    På trods af coronaen har 2020 budt på fortsat imponerende fremgang for Mathias Emil Nielsen:

    “Vi har haft endnu et år, vi kan være utrolig stolte af. Vores resultater for året viser vækst på trods af, at det har været et udfordrende og usikkert år for mange virksomhedsejere på grund af den verdensomspændende epidemi.”

    GladTeknik er fra 2019 til 2020 vokset med cirka 237 procent i bruttofortjenesten. Forhåbningen hos ejerlederen er, at Nytårsraketprisen kan gøre GladTeknik til det foretrukne valg af it-leverandør for endnu flere. Det ville nemlig give mulighed for, at endnu flere mennesker med et socialt handicap kan blive en del af GladTekniks team, så virksomheden gennem sin vækst kan gøre en endnu større forskel.

    Kontakt:

    Pressekontakt:

    Mathias Emil Nielsen
    Stifter og IT-tekniker,
    M: +45 28294600
    E: mathias@gladteknik.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ivaerksaettersucces-gladteknik-gor-forskellighed-til-styrke?releaseId=13608344

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **